Nok har jeg haft fri…

– men formiddagen er gået med at tilrettelægge nyt sprog til ældste. Det er en lang proces, for i virkeligheden er nok aldrig nok og mere vil have mere. Derfor har vi brugt hele formiddagen og det meste af eftermiddagen på at afdække et kommunikationsbehov vi i virkeligheden ikke kender til bunds.

Alexander har ikke eget ekspressivt sprog, men i stedet har han en talemaskine, som for øjeblikket er hans udadrettede kommunikationsmulighed. Den er begrænset, for der er kun 32 mulige udsagn og kræver derfor god tid, meget fantasti, lyst til kreative og ind imellem usandsynlige fortolkninger, men ikke mindst en engels tålmodighed fra Alexanders side. Hvor ofte må han ikke opgive at formidle præcist det han gerne vil sige, fordi begrænsninger gør det til en næsten uoverkommelig opgave.

Vi har kigget på alternativer. Tro mig, markedet er finkæmmet, men hidtil har der ikke været lige præcis det der rummede tilfredsstillende muligheder for Alexander.
Måske stillede vi for høje krav, men urimelige har de aldrig været. Blot har vi syntes, at skulle Alexander investere kræfter i at lære et nyt system at kende, skulle systemet også være langtidsholdbart og ikke mindst udviklings- og omstillingsparat.

Jeg tror vi har fundet systemet nu. Et ganske enkelt computerprogram, som i samspil med alle de nyeste teknologiske landevindinger har gjort det muligt, at kommunikere via en skærm med ikoner/billeder. Dagligsprog er egentlig konstrueret til døve børn, men med ganske få justeringer vil det kunne dække også Alexanders behov for kommunikation – håber vi så inderligt.

Hvert ikon dækker over et begreb og rummer yderligere muligheder for at finjustere præcis det man gerne vil formidle. Desuden er det muligt at skrive via ikonerne. Der kan konstrueres sætninger, som igen kan læses op via computeren og desuden kan disse gemmes som dokumenter og på den måde ende med at være skriftlig kommunikation for Alexander, som ad den vej vil få muligheden for at sende mails til dem han kender.

I øjeblikket er vi altså i gang med at afdække det umiddelbare behov for sprog. Hvad skal han kunne sige? Hvor mange valgmuligheder skal der være indenfor hver kategori o.s.v. og det er her det bliver svært for nok er bare aldrig nok. Af hele mit hjerte ønsker jeg, at Alexander bliver i stand til at have en rig og udbytterig kommunikation med sine omgivelser, for at fungere stort set normalt intellektuelt og alligevel skulle nøjes med meget begrænset sprog må opleves som det allerstørste handicap af dem alle. Ikke kørestolen, ikke hjælpen til bad, mad, toilet og alt andet, men det at være frataget muligheden for gennem sproget at have indflydelse på sit eget liv. Det må være det sværeste og jeg vil sådan håbe, at dette viser sig at være vejen frem mod målet, nemlig at Alexander bliver i stand til at formidle lige præcis det han ønsker.

Der var endnu et ønske for 2005…