15

Del en bil-dans…

En lidt grå og trist morgen kan lynhurtigt forvandles til alt andet end lige det. Vi har hver vores egen lille opskrift på den slags og min er så uendelig enkel. Det er bil-dans. Helst i bedste James Brown-stil.

Siddende bag rattet er der ikke noget som en rask lille overkropsdans. Ikke at det gør spor at alt nedenfor taljen deltager også – det er bare så vanskeligt for de andre at få noget ud af det, men derfor skal det ikke afholde fødderne for at stampe takten – bare du er opmærksom på ikke at ramme speederen ved en fejl…

Musikken skal skrues HELT op, så de andre morgensure bilister også får glæde af den. Bedst er det om sommeren, når vi allesammen har åbentstående sideruder i håb om en mild brise vil blæse liv i vores slatne sind. Så er volumen mest effektivt, men en vintermorgen med sure ansigter i de andre biler er det okay at ofre sig og risikere en tinitus for at gi’ dem en bedre start på dagen.

Når musikken er på sit højeste, begynder du langsomt at vride kroppen i takt til samme. Inden længe vil du opdage, at der breder sig et bredt grin tværs over dit ansigt. Det nytter ikke at gøre modstand og meningen er, at du nu gi’r slip og flyder med. Lad følelserne bemægtige dig, gi’ slip og gi’ den gas. Dans, armene må gerne komme op over rathøjde så længe du ikke er i fart – ja, jeg HAR undersøgt det. Det er tilladt.

Nu griber du til sidste men absolut mest effektive våben i kampen mod en grå og trist morgen. DELE-SMILET.

Kast dig ud i at dele smil med dine medtrafikanter. Smil bredt. Vink, hvis det er hvad du får lyst til. Sørg for at komme hele vejen rundt og grin gerne.Sørg for at dine medtrafikanter får en bid af dele-smilet mens du danser for dem, for det er formålet med det.

Måske synes de at du er latterlig, men hvad fanden betyder det, hvis din morgen pludselig er blevet proportionalt sjovere med din bil-dans – så dans for pokker!

Jeg elsker når jeg møder andre der dyrker bil-dans også. I morges delte jeg en med en medtrafikant, som også hørte James Brown…

Du vil sikkert også kunne lide