Gid vi husker det…

Det er ikke, at jeg ikke synes det er forfærdeligt tragisk. Det er heller ikke, at jeg ikke synes hjælp, omsorg, opmærksomhed og fokus ikke er berettiget. Det handler ikke om, at jeg ikke synes der skal ofres opmærksomhed, når en katastrofe forårsaget af naturens vældige kræfter pludselig river forfærdelig mange menneskers liv i stykker.

Det handler nok bare, i al beskedenhed, om at der er så ufatteligt mange mennesker på denne jord, som trænger til omsorg og opmærksomhed, fordi de lever liv, som er så forfærdelige at den almindelige gennemsnitsdansker har svært ved at fatte det.
Det handler nok om, at jeg synes det er trist at bære vidnesbyrd om den mangel på empati, som eksisterer i vores samfund til hverdag. Manglen på vilje til engagement og vilje til at yde, når andre lider.

Sorg, lidelse og smerte er universel. Den er ikke større og mere forfærdelig for en dansk, svensk eller thailandsk mor der mister sit barn i tsunamien end den er for en sudansk mor der må se på, at hendes barn dør i armene på hende, fordi hun ikke kan skaffe mad til det. Eller for en iransk mor, som må være vidne til, at hendes barn stenes ihjel for en forbrydelse vi slet ikke ville kategorisere som forbrydelse her i Danmark.

I Danmark er der også hver dag mennesker, som kunne bruge omsorg, opmærksomhed og min hjælp til at få et bedre liv. I Danmark er der masser af mennesker, som hver eneste dag beder om min opmærksomhed, men ikke får den. Beder om mit bidrag for at kunne give bedre vilkår til de svageste i vores samfund.
Det er ikke mennesker som dør på gaden eller mister hele familier p.g.a. krig eller hungersnød, men der er hver dag, året rundt, mennesker hvis liv kunne blive bedre, hvis du og jeg vendte vores opmærksomhed den vej.
Der er stort behov for støtte til rigtigt mange værdige sager i Danmark og der er endnu større behov, hvis vi kigger ud i verden. Der er masser af steder, som kunne profitere af vores opmærksomhed og støtte. Der er tusinder og atter tusinder af sager, som med kyshånd ville modtage din og min støtte.

Som jeg tidligere sagde, så er det ikke fordi jeg ikke synes opmærksomheden, engagementet og lysten til at hjælpe ikke er berettiget i disse dage.
Jeg tror, at jeg synes at al den opmærksomhed medierne og dermed den almindelige dansker giver denne naturkatastrofe ringer en smule hult, for hvor er så alle de smukke intentioner om at gøre en forskel, når det handler om Borgerkrige i Afrika, torturofre i Chile, uretfærdige steninger i Iran eller hungersnød, børnearbejde, AIDS, flodbølger, politiske fanger, kræft og jeg kunne blive ved.

Jeg synes, at støtte til disse mennesker er berettiget, men jeg vil ønske, at danskernes engagement og vilje til at støtte enten økonomisk eller med en beskeden arbejdsindsats holder langt ind i fremtiden, så også mange andre urimeligt udfordrede mennesker får glæde af al den smukke medmenneskelighed, som findes i så rigt mål i disse dage.

Det må nok blive mit ønske for 2005.