Tak for 2004

Så er vi tæt på endnu et nytår og jeg kan konstatere, at jeg har skrevet mig gennem 2 af slagsen. Skrevet om alt og om ingenting. Brugt siden her som terapi, øvelse og fornøjelse. Anvendt den som sjælesørger, glædesbudbringer, formidler og underholder.

Jeg kan konstatere, at jeg endnu ikke er træt af at skrive. Ikke at der ikke har været perioder, hvor skriveblokeringer og ulyst har gjort de daglige indlæg til udfordringer af en størrelsesorden, som ikke har været til at overskue. Alligevel har jeg gjort det.

Allermest har bloggen været min indgang til at få skrevet. At få brugt det sprog jeg elsker så højt. At jonglere med ord og formidle følelser, tanker og oplevelser har været skønt. Næsten som terapi og samtidig et vindue ud til verden, for det allervigtigste af det hele har været, at jeg hver gang har siddet med bevidstheden om at der et sted derude sidder læsere, som læser med. Som har haft holdninger og meninger og har delt dem. Som har ulejliget sig med at sende emails, når sidens mulighed for at lægge en kommentar ikke rakte. Søde emails og vrede emails. Roser og ris blandet i en pærevælling er i perioder endt i min postkasse og jeg elsker det.
Jeg elsker det faktum, at jeg ind imellem rører ved andre menneskers hjerter. Måske gør jeg dem rasende, måske glade. Måske mindes de gennem mine tekster, måske får jeg provokeret dem så meget, at de MÅ reagere. Jeg elsker det.

Blogs er Reality TV. Blogs er muligheden for at få et smugkig ind i en verden, som enten kan ligne min egen eller være helt forskellig fra den. Jeg er voyeur udstyret med en skærm i stedet for kikkerten og jeg bestemmer selv om jeg vil opdages. Der ligger en verden fuld af blogs derude og er jeg ikke mæt, kan jeg finde flere smugkig at gnave på.
Jeg læser dem fordi de giver mig oplevelser. De er mange derude og de sender mig hver dag gennem følelser lige fra mavepine-grin til tårer. Hele følelsesregistret nås, når jeg dagligt læser alle de fantastiske weblogs, som produceres med ihærdighed og indlevelse.
Jeg synes det er fantastisk, at de lader mig kigge med ind i deres liv, alle disse mennesker, som netop bliver af kød og blod efterhånden som de lader mig lære dem at kende. De mest interessante weblogs er, synes jeg, nemlig dem hvor jeg kan fornemme personen bag. Hvor jeg har en klar fornemmelse af det menneske, som hver dag ulejliger sig med at dele sit liv med mig. Dem kan jeg lide.
Ja, der kan konstrueres luftkasteller og løgne på størrelse med Eiffeltårnet så let som ingenting, men for mig har det ikke den store relevans, hvis skribenten formår at røre ved noget i mig. Skabe genklang og give mig en oplevelse. Så vender jeg sulten tilbage dag efter dag, for at læse næste del af deres helt personlige føljeton.

At blogge er ikke for de tynd-hudede, for det handler i høj grad om lægge sig selv til skue og har man valgt, at folk kan kommentere på det skrevne må man også forvente, at læserne ind imellem provokeres til at mene noget andet end det man måske selv giver udtryk for. Man må leve med, at de misopfatter og fejlfortolker. At de måske opfatter tingene helt anderledes end man havde tænkt, da man sad og skrev. At man ind imellem kommer i krydsild, men sådan er det at mene noget. Det er spændende at mene noget. At røre ved andre mennesker. Netop derfor er dette medie så fantastisk, for det giver os muligheden for lige præcis at gøre det.

Mit nytårsfortsæt må være, at jeg vil røre lidt mere ved andre mennesker. At jeg vil anstrenge mig for, at skrive vedkommende og ikke mindst at jeg vil mene noget.

Tak for smugkiggene til alle jer derude i blogland og rigtig godt nytår til dig, min trofaste læser. Jeg forsætter i 2005 og jeg håber du gør det samme…