Klæ’r skaber folk…

At være over-dressed er ikke sjovt. Jeg har prøvet det. Engang for længe siden, skulle jeg til en 30 års fødselsdag. På landet.

Jeg syntes, at med bulletiner om sange, taler, band og spisning med 5 retter mad lagde op til et brag af en fest. Alligevel havde jeg ikke lyst til at stikke for meget ud, så jeg valgte en diskret, omend festlig sort taftnederdel, et par sorte sko og naturligvis et par ørenringe der glimtede lidt, for festligt skulle det da være, omend afdæmpet.

Jeg ledte længe efter adressen for festen. Fandt den endelig og kunne konstatere, at det var et forsamlingshus. Langt ude på landet. I en lille landsby.

Jeg ankom tidligt og indtog diskret en lænestol, der stod ude i forstuen. Her sad jeg, da gæsterne begyndte at komme. Gæster fra nær og fjern ankom i deres fineste puds, eller…

Med rædsel opdagede jeg, at de kom i træsko, gamle slidte skjorter og pullovers fra en anden tid. Spinlonkjoler og læggede nylon-nederdele var kendetegnende for aftenens festdress-code og min taftnederdel og ikke mindst de spidse sorte sko, stak temmelig kraftigt ud mellem solide travesko med snøre, Scholls de bedste og de tidligere nævnte træsko.
Make-up’en var endnu ikke kommet til byen, så her sad jeg med fjerene polerede og opdagede til min rædsel, at sunde og naturlige røde kinder var det eneste damerne pyntede sig med.

Jeg er gjort af sejt stof, så naturligvis rejste jeg mig og indtog festsalen, men jeg skal love jer, at det ikke skete diskret, selvom jeg forsøgte. Der blev helt stille, mens hele selskabet først stirrede og bagefter gik i gang med, indbyrdes, at stedfæste hende den fine i taftnederdelen.

Jeg havde inden diskret fjernet ørenringe og andre “anstødelige” smykker og resten af aftenen brugte jeg på at afkode den charmerende men meget uforståelige dialekt selskabet talte samtidig med at jeg, med succes, fik overbevist min blære om, at den var en selskabsblære. Ikke om jeg skulle op at stå igen, før det var tid til at tage hjem, hvilket viste sig at vare længe. Rigtigt længe…

Sidenhen er standard blevet sort tøj, diskret, nydeligt og absolut ikke til at forarges over. Kedeligt, men sikkert. Nok er mine skuldre brede, men de behøver ikke blive bredere…