Så blev det endelig…

– juleaften og hele dagen blev akkurat lige så hyggelig, som vi havde håbet. Den blev endda hvid… julesneen dryssede ned fra himlen og omdannede haven til et eventyrlandskab. Med fakler spredt over det meste af græsplænen var der utroligt smukt.
Eneste ulempe var, at Pjoskar var i fare for alvorlige forbrændinger, når han ind imellem insisterede på at komme derud og nyde sneen. Han overlevede dog uden de store skrammer – at brænde snuden eftertrykkeligt gi’r jo naturligt et solidt erfaringsgrundlag, når man senere skal undgå den slags.

Familien kom over middag og der blev hygget med madlavning, juleknas, snak og kaffe og inden vi nåede til aftensmaden, havde der allerede været den første sneboldkamp udenfor. Ingen tabere, ingen vindere, så det kan vel næsten kaldes en kommunistisk udveksling af fælles gaver fra himlen. Vi var i grunden så afbalancerede, men det varede naturligvis ikke længe.

Anden smagte ganske og aldeles som den skulle, men så skete det. Onkel Thomy fik mandelen da vi nåede så langt og der er bred enighed om, at han naturligvis har snydt. Ikke at vi kunne få ham til at indrømme det, endsige bevise det, men vi er fortsat sikre og har kontaktet PET for en nærmere undersøgelse.

Der blev sunget – ikke kønt, ikke i takt og ikke til en offentliggørelse, men der blev sunget. Alle de gode gamle julesange og bagefter et par stykker, som var en smule alternative, men den slags skal der også være plads til, når man endelig har fået varmet samgmusklen op.

Der var gaver. Masser af gaver, som allesammen skulle pakkes op i et rasende tempo. Jeg bli’r så forvirret så, så jeg endte et par gange ude foran den åbne terrassedør med en beroligende cigaret, for jeg kan mærke, at det udløser uklædelig rumlen i maveregionen, når den slags går for stærkt.
Ikke desto mindre viste det sig, at der lige hvad hver enkelt ønskede sig i alle de mange gaver. Ingen blev skuffede, ingen skulle bytte og alle var glade og mætte, da de til sidst blev tvangsfodret med min julekage, cognac og kaffe… og så fik jeg dem!

De forvandledes langsomt til zoombier for øjnene af mig. Jeg tror det var julekagen, men i sagens natur kunne jeg ikke spørge. De ville ikke være i stand til at svare. Det eneste de kunne, var at sidde lidt… og så sige tak for i aften og køre hjem.

Jeg håber de er okay i dag. Resten af min familie er allesammen alarmerende friske, så mon ikke det bare var en midlertidig tilstand. Jeg tror og håber det, for jeg har skræmmende meget mad, der står og venter på dem allesammen igen i morgen.

Jeg glæder mig…