“Ja, I er altså også bare SÅ dovne”, gjalder direkte ind på trommehinden og jeg sætter mig forvirret op i sengen, kun for at opdage, at det er den ene dag på året, hvor Oline er kommet ud af fjerene før resten af familien.
Der skal åbenbart triumferes, så efter 5 minutter står hun der igen, “Er I ikke engang stået op endnu?”. Jeg står op, for jeg gider ikke 3. salut. Jeg opdager, at Oline er bænket ved computeren, hvor hun spiller krigsspil med en klassekammerat og mens ederne flyver gennem luften, sætter jeg vandet over til kaffen.
Lige nu drikker jeg den, mens jeg overvejer hvordan jeg kan eliminere barnet uden retsligt efterspil…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.