4

Ufrivillig pause…

Og der røg forbindelsen til omverdenen så. Ubelejligt var det og tilmed i en tid med masser af arbejde, som skulle gøres færdigt inden jul. Jeg kunne ikke få opdateret de sider jeg skulle, jeg kunne ikke komme i kontakt med forretningsforbindelser og jeg kunne i det hele taget ikke lave noget af alt det jeg havde planlagt.

De bygger hus længere oppe på vejen. De bruger en gravko. Gæt selv resten…

Nu kunne jeg så blive frustreret og begynde at ringe rundt i vildskab, men i stedet bestemte jeg mig for, at dette var en appelsin i den turban jeg ikke går med. En frieftermiddag der ikke var behæftet med dårlig samvittighed. Den slags er en gave.

Vi lavede intet fornuftigt. Vi tændste stearinlys over hele huset, fandt småkagerne og juleknaset frem og satte os godt til rette inde i stuen, foran en skøn kavalkade af julefilm, som sammen med snefnuggene satte os i ægte julestemning. Vi hyggede med at lave aftensmad og vi spandt videre på det net af god stemning, som var etableret tidligere på dagen. Vi havde en skøn dag og aften.

I dag har jeg travlt. Internetforbindelsen er genetableret og desværre har nisserne ikke været i gang med at rede trådene ud for mig, mens jeg hyggede, så jeg tager selv en tørn og håber på, at tingene er i orden inden vi når aften. Jeg gider godt, efter dagen i går…

Du vil sikkert også kunne lide