Når sorg bli’r til lettelse…

Jeg læser hver dag Dooce og det har jeg gjort tilbage fra dengang Heather boede i Los Angeles og hver dag skrev bidende satiriske indlæg om sit arbejde til stor morskab for alle hendes læsere.

Det kostede hende dyrt. Ikke at læserne morede sig, men at hun havde valgt at skrive på internettet om sit job. Det kostede faktisk hendes job.
Efter et års skriverier blev Heather fyret med ringe skjult baggrund i hendes skriverier om jobbet, chefen og resten af personalet. Det tog hårdt på hende og jeg har siden fulgt hende i tykt og tyndt. Nu bor hun i Utah med hendes livs kærlighed Jon, deres fælles datter Leta og hunden Chuck.

Heathers datter Leta har tilsyneladende problemer med sine ben. Heather og Leta går til fysioterapeut og træner hjemme hver dag. Et stort arbejde bliver hver dag lagt i at give Leta de allerbedste muligheder for udvikling, som kan skabes med en mors forlængst forsvundne kræfter.

Heather mødes ofte med spørgsmål om hvorvidt hendes datter kravler eller går. Hver gang krymper hun sig og overmandes af dårlig samvittighed. ???Er der noget jeg kunne gøre anderledes? Er det godt nok, det jeg gør? Er det mig der er noget galt med????, og jeg genkender det hele.

Sådan havde jeg det også i en periode da Alexander var lille. Overmandet af konstant dårlig samvittighed trænede jeg hver dag med et lille ulykkeligt barn, som hadede det faktum, at hans mor forlangte kontakt, opmærksomhed og overskred hans grænser for berøring.
Hver eneste dag blev jeg mødt af mennesker, som satte spørgsmålstegn ved min indsats. I hvert fald føltes det sådan. Nogle af dem gjorde utvivlsomt, men andre igen ville sikkert bare høre hvordan det stod til, men man er tyndhudet.

Allesammen undrede sig over, at der ikke var synlige fremskridt at spore. Et faktum, som også kunne frustrere mig, men ikke desto mindre kæmpede jeg videre med mit barn. Vi gik til behandlinger, trænede hver dag derhjemme og jeg gik endda hos en psykolog, som skulle se lidt på hvordan jeg kommunikerede med mit barn.
Altsammen for at sikre mig, at jeg ikke begik fejl og altsammen fordi velmenende mennesker udtrykte slet skjult undren over, at jeg da ikke var bedre til at stimulere den lille dreng, så han udvikledes som man forventede. Det ville da også være meget nemmere og jeg følte snart, at jeg var ved at være en belastning for dem allesammen, fordi jeg ikke kunne få tingene til at lykkes.

Da jeg endelig fik lægernes ord for, at mit barn sikkert aldrig ville lære at sidde, kravle og gå fordi han var multihandicappet, var det en lettelse, mere end det var en sorg.

Jeg håber aldrig Heather når der til…