4

Juletræet med sin pynt…

Sådan, sagde han så med eftertryk, mens vi kulørte i ansigterne vendte snuden hjemad. Vi grinede og spruttede mens julemelodierne tonede ud af radioen og årsagen var, at jeg har investeret i årets frygteligste gadget. Ja, jeg kan også…

Mormor tog ungerne, så det var julegaveindkøb der stod for tur, da vi bevægede os ud i vrimlen tidligere i dag. Armeret med huskelister og moderat energi startede vi i legetøjsbutikken, hvor der blev indkøbt indtil flere hemmelige ting. Undervejs faldt vi over unavngivne ting, som krævede et besøg i BilTema, som er en ganske underholdende butik.

Fyldt med dimser, dutter og andet skrammel viste den sig altså også at indeholde årets foreløbig mindst anvendelige stykke legetøj. Det er vist også det grimmeste. Og det mest kitschede. Og det absolut mest unødvendige, men ikke desto mindre er det allerede højt elsket alene fordi underholdningsværdien er uforlignelig stor.

Et plastikjuletræ med farvede lysdioder – til montering i forruden på truckeren. Med direkte adgang til cigarettænderen udsender det de mest fantastiske farver, stemning så det basker men allerbedst gi’r det anledning til brede smil alene fordi det er så grimt.
image Jam’n jeg siger dig… der var adskillige smil fra forbipasserende på vej hjem og jeg er helt sikker på, at de elskede det lille træ ligeså højt som jeg gør. Alene tanken om at skulle afmontere det igen om ganske få dage, kan gøre mig aldeles fortvivlet, men gudskelov kan det jo gemmes til næste år, hvor det skal få lov til at sprede glæde i Ålborg og omegn.

Og jo, jeg ved godt det er grimt, men jeg elsker det…

PS – julegaverne er alle købt med undtagelse af én, som købes i morgen formiddag. Jeg har lige lavet til & fra kort til pakkerne – du må godt bruge dem, hvis du har lyst. De kommer som pdf-fil og har et andet format end det du ser her… ;-)

Du vil sikkert også kunne lide