Det var dengang (13)

Endelig er det nu. Mor står ude på badeværelset og bander fortvivlet over curlerne, som har sat sig fast i håret ved ørerne. Imens kalder hun ind til Annemette og mig og beder os om at skynde os. ???Far står allerede dernede og er klar og I vil vel ikke, at han skal komme op efter os????, råber hun mens hun fortsat bander over håret, der ikke vil som hun vil.
Vi vil til gengæld ikke, at far skal komme op for at hente os, for så falder der brænde ned, som han siger. Vi skynder os med strømpebukserne vi hader og er klar i løbet af et øjeblik.

Vi skal i Vejgård Hallen til juletræsfest med fars loge.

Er der noget vi glæder os til, er det juletræsfesten nede i Vejgård Hallen. Julemanden kommer og deler gaver ud. Ikke bare småpakker, men fantastiske gaver. Rigtige gaver. Sådan nogle, som vi har ønsket os hele året. Ikke at vi ved hvad vi får, men vi ved i hvert fald, at vi ikke får drengelegetøj.
Julemanden ved godt, at det ikke duer til to piger som os, selvom Annemette tit siger, at hun ville ønske han tog fejl af hende og en af drengene ligesom dengang, hvor jeg var så heldig, som hun siger, at få en brandbil. Heldigvis for mig, ville en af drengene godt bytte med det frisør-sæt han havde fået.

Vi elsker festen fordi det er en af de eneste fester, hvor der er masser af voksne, men ikke spor kedeligt. Der er nemlig masser af børn med til festen. Vi må lege alt det vi vil, hvis vi altså ikke larmer for meget eller bliver for uregerlige, som en af fædrene siger.
Vi ved ikke helt hvad uregerlig er, men det er tydeligvis ikke noget vi skal prøve på at være, for så er festen vist slut.

Vi løber rundt og rundt omkring juletræet lige indtil en af fædrene resolut råber “Nu er det vist slut med det unger, for ellers kommer julemanden ikke”. Så bliver vi stille og smutter hen til forældrene ved kaffebordene. Der er én sodavand til hver og vi vælger altid den røde eller den grønne.

“Annemette, hvorfor skal du altid ligne en lazaron. Saml de strømpebukser op og så trækker man altså ikke kjolen op omkring ørerne. Den skal sidde pænt, hører du?”, siger mor mens hun kigger vredt på Annemette, som simpelthen ikke er ustyret med pige-genet og derfor altid ender med huller på knæene og store skjolder på kjolen. Hun er meget mere til at tumle end til at tage sig tid til at se pæn ud og begynder straks med “Jamen det var bare fordi..”. Mor stopper hende med det der blik vi kender så godt. Der skal ikke diskuteres.

Når julemanden kommer, skal der deles gaver ud og alle vi børn er godt opdraget, som de voksne bemærker. Altså med undtagelse af Michael, som altid farer rundt og først sætter sig ned, når hans far har været henne hos ham og har kigget på ham med det der helt specielle voksenblik. Så sætter han sig stille ned. ???Det er noget skidt med den knægt???, bemærker flere af de voksne, men vi synes faktisk, at Michael er en af de sjoveste af drengene, men det fortæller vi selvfølgelig ikke dem.

Vi sætter os allesammen i en rundkreds omkring julemanden og venter musestille som resultat af den gode opdragelse. ???Når de voksne taler, tier børnene stille og lytter???, ligger på rygraden og vi sætter aldrig spørgsmålstegn ved det rimelige i det. Vi gør det bare.
Julemanden siger, at han er glad for at få lov til at være med ved festen. Det forstår vi godt, for der er altså rart. Bagefter foreslår ham, ligesom alle de andre år, at vi rejser os og går rundt om juletræet mens vi synger alt for mange og alt for lange sange. Den del er helt ligesom juleaften derhjemme, hvor de voksne også synes, at der skal synges i en evighed.

Vi synger og synger og til sidst foreslår han at vi skal synge ???Så går vi rundt om en enebærbusk??? og den hader vi, for desværre mangler julemanden ikke fantasi, så sangen kan ende med at være FRYGTELIG LANG med alle de ting han synes vi skal gøre og som om det ikke er nok at komme undervejs med én uge, så fortsætter han ???for I er jo så gode til at synge???, så vi stryger, vasker, skrubber, pudser og polerer os gennem mindst 2 uger inden han endelig siger ???Så børnlil, så er det vist gavetid…???.

Nogle børn synes vist, at det er den bedste del af festen, men det synes Annemette og jeg ikke. Nej, den bedste del af festen er faktisk EFTER gaveuddelingen, for lige inden julemanden går, får vi VERDENS STØRSTE SLIKPOSE og vi må spise rub og stub for mor. Hun har sagt ja.

Hjemme får vi ikke slik ret ofte og når vi får det, er det i meget begrænsede mængder. En slikpose af denne her størrelsesorden modsvarer stort set resten af årets slikforbrug, så det er ligesom at få del i en skat. Vi spiser uden ophold og vi elsker det.

Det er så stensikkert som Amen i kirken, at jeg nogle timer senere ligger med hovedet i toiletkummen. Mor gider ikke engang rejse sig for at gå ud til mig. Det betyder ikke noget. Jeg er vant til at brække mig. Jeg tåler ikke chokolade og jeg spiser det så snart jeg kan få fingre i det. Hellere omfavne kummen end undvære chokoladen og sådan gentager jeg mig selv år efter år, når det er tid til logens juletræsfest nede i Vejgård Hallen.