Lørdagsplager…

Det er i aften den varme kakao skal indtages i sofaen i rigtig godt selskab af hele familien og feriebarnet. Vi skal se film hele aftenen og naturligvis indgår Grinchen, Julen der var stjålet også i den omfattende liste, der er allerede nu er udarbejdet. Ingen december uden Grinchen.

Børnene bidrager med hjemmelavet konfekt, godt humør og desværre en usmagelig og insisterende plagen om at se Alene hjemme, som ellers er forbudt her på matriklen. Jeg betragter naturligvis en forespørgsel af den karakter som højforræderi og overvejer stadig om de skal af med knoppen.

Feriebarnet og den maskuline del af forældrestyrken på matrikel 11A har tidligere i dag konspireret og er endt op med en ganske aparte “ting”, som står og tørrer lige nu, efter en voldsom omgang af den bedste snedkerlim. Jeg har endnu ikke turdet spørge hvad det er. Jeg får sikkert heller ikke modet til at spørge i denne weekend. Jeg tror de hygger sig. Det er godt nok til mig.

Den selvdøde høne står oppe på komfuret og koger og skulle gerne ende med at være det proteinrige indslag i den aftensmad vi måske er så heldige at få skrabet sammen indenfor de næste par timer. Ellers undværer vi. Vi som i jeg, er det altså.
Maven er ikke interesseret, men mad skal der vist til, som led i den plan der handler om at restituere i en helvedes fart, inden hjemmets beboere får drevet mig på flugt med alle deres krav om deltagelse i både det ene og det andet. De er pestilenser i svøb. Små insisterende plageånder med selvbestaltet ret til at gøre mig mentalt ustabil, men de gør regning uden vært. Jeg er frygtindgydende, når de om lidt når smertegrænsen. Jeg sværger…