3

Så sov da for fanden…

Vi nåede det hele og endda på den halve tid. Det så temmelig skidt ud i mellemtid, men det lykkedes til sidst. Vi fik lavet lektierne selvom matematik “simpelthen er noget af det mest åndsvage de NOGENSINDE har opfundet”. Vi fik læst lidt i Nissemaskinen selvom “det er en bog for PATTEBØRN” (tilsyneladende ret interessant alligevel, da den holdt yngste i ro i mere end 30 sekunder) og bagefter hygget med lidt snak, tv-kiggeri og hyggeputning inklusive sjov og ballade.

Nu sover de så vist snart. Ja snart. Jeg er nemlig blevet begavet med et par unger, som aldrig har syntes at livet var værd at sove fra. De tager deres 7 timer og så er det godt. Ikke at de har det fra fremmede, men derfor kan man (som i jeg) jo godt ønske sig, at det var anderledes.
Gummihamre, trusler og nederdrægtige og ondskabsfulde historier om mørkemænd, som kommer og samler de børn ind, som ikke sover inden klokken 21 har heller aldrig virket. De har bare ikke tid til alt det soveri…

Lige præcis i aften ville det have været skønt med børn, som sov senest klokken 21. Der kunne jeg nemlig snildt have sovet, hvis det ikke var fordi, at jeg er midlertidig alenemor med ansvar for hele husholdningen. Gud hvor er jeg træt…

Ikke for at true… men jeg kommer igen i morgen. Sov godt.

Du vil sikkert også kunne lide