Den evige stad…

Engang var jeg i Rom. Jeg gik aftentur langs Tiberen, drak mig fuld i billig hvidvin og vågnede op de fleste morgener med hovedpine nok til det meste af kinas befolkning.
Jeg stod tidligt op hver dag og gik til den nærmeste butik, hvor der kunne købes godt italiensk brød smurt med pølse og ost og gik så hurtigt i retning af den Spanske Trappe, hvor morgenmaden blev indtaget til lyden af torvekonerne, som forberedte dagens udsalg.

Jeg sad på kanten af Trevi Fontænen og smed håbefuldt samtlige småmønter i den, i ønsket om at gense Rom en skønne dag. Jeg badede endda i den, men valgte at stå op, da et par italienske gendarmer nærmede sig. De så lidt trætte ud, så der var ingen grund til at pirre dem yderligere.

Jeg provianterede billig hvidvin, brød, ost, frugt og pølse. Jeg tog toget ud til Ostia og badede hele dagen til solen gik ned. Når aftenen indfandt sig, tog jeg hjemad med ømme skuldre.

Tilbage i Rom gik jagten ind på aftensmad, som oftest blev indtaget på et af de små lokale steder, som er så gode til at lave mad der smager som en bid af himlen og altid har en eller anden tjener/gæst/kok/bedstefar/storcharmør, som er glad for at synge og derfor underholder samtlige gæster hele aftenen med bedrøvelige serenader og krokodilletårer, som kan få ethvert kvindehjerte til at smelte.

Aftenkaffen blev drukket på et af de små torve, hvor der summer af liv til langt ud på de små timer. Imellem katte, hunde, rotter, Don’er og lommetyve drak jeg kaffe, likør og det der var værre. Når det begyndte at blive lyst vandrede jeg hjemad gennem en by, som aldrig sover. Aldrig nogensinde. Der var altid noget at opleve, hvis man ville.

Tænk hvis jeg kunne bortføre manden i mit liv og tvangsindlægge ham til billig hvidvin, dårlige senge og sure gendarmer. Mon han ville sige ja…?