3

En god dag…

Nogle dage er milde og gode. Sådan helt uden grund, men som en overraskelse. Det er dejligt.

I dag endte jeg med at have fri allerede klokken 11 i stedet for 15.30. Jeg var på tolkeopgave med en kollega, som meldte sig til at tage den udækkede opgave, som ventede i kulissen. Hun er ved gud i himlen sød.
Ren foræring er det, så ingen tøven eller vaklen her. Tiden skulle udnyttes, så allerførst blev der indkøbt lidt materialer til fremstilling af MAJET hemmelige julegaver. Bagefter nåede jeg at få overstået to kedelige hængepartier, komme hjem og få hjulpet med ældste, som stadig opholder sig hjemme på matriklen.

Siden er dagen gået med fremvisning af lejligheden og dermed også forpligtelsen til at optræde bare nogenlunde normalt.
Det glippede totalt for mig, da jeg skulle forklare et ungt par om de regler der var for brug af gårdspladsen, eller netop reglerne for IKKE at bruge gårdspladsen. Belært af erfaringen ved jeg, at det er vigtigt at understrege, at jeg IKKE vil passere NOGETSOMHELST på lejernes trappetrin, når jeg skal forbi på vej ind til min egen hoveddør. Stablede ølkasser, tyrolerurtepotteskjuleragtige ting, multikulørte juletræskæder og tørrestativer har IKKE noget at gøre på min gårdsplads. BASTA.

Tilsyneladende havde jeg gjort det så grundigt, så han så sig foranlediget til at spørge hvilken vej de så måtte benytte, når de skulle have adgang til deres hoveddør, for de ville så nødig genere mig.
Der er kun én vej til den dør – over gårdspladsen – så måske jeg var en smule for grundig i min beskrivelse af hvad jeg ikke ville se på den…

I aften vil jeg starte på julegaverne. Stakkels jer udvalgte…

Du vil sikkert også kunne lide