At vælge rigtigt…

Vi skal have lejet lejligheden ud og vi er kræsne. Vi har helt bestemte meninger om hvem der kan bo derinde. Det er måske begrænsende at være så kræsen, men ikke desto mindre, er vi blevet kloge af skade og er derfor af den overbevisning, at det kan betale sig.
Vi har haft en del forskellige lejere, men fællesnævneren for dem har været, at det har været mennesker, som vi intuitivt har følt kunne ???fungere??? så tæt på os. Vi har haft ret hver gang. Desværre også den ene gang, hvor intuitionen fortalte os, at det her ikke var helt godt…

Vi skulle leje lejligheden ud og havde, som tidligere, sat annonce i avisen. Der var også mange som ringede, men kun få som vi mente ville kunne fungere derinde. Blandt de mange der ringede var et par, som på daværende tidspunkt boede i Randers. De kom og så lejligheden og efterfølgende havde vi en snak inde ved køkkenbordet. De havde en frygtelig historie at fortælle om hvordan de blev uretmæssigt forfulgt af nogle medlemmer af Randers’ undergrund…

Vi fik naturligvis ondt af dem. De var ikke det oplagte valg, for de var meget anderledes end os selv. På den anden side var der ingen der sagde, at vi skulle andet end have dem til leje, så det endte med, at vi ringede til dem og fortalte dem, at de havde fået lejligheden. ???Det er altså enormt vigtigt, at I ikke fortæller nogen at vi bor på adressen???, sagde han i telefonen. ???De er typerne, som forfølger dem de hader, så vi er faktisk bange. Rigtigt bange.???

Der skulle ikke gå lang tid før vi fandt ud af, at de måske selv var skyld i at der var folk i lokalområdet, som var en smule trætte af dem. Almindeligvis forstår folk godt, når man siger at det ikke er tilladt at holde husdyr. Disse mennesker forstod det også umiddelbart, men blev meget kede af det, fordi de havde en lille hund, som de var meget glade for. Rolig og stille var den og det endte naturligvis med, at vores gode hjerte løb af med os. ???Hunden kan I tage med, men så heller ikke andre dyr???, sagde vi så.

Den dag de flyttede ind, skulle Kenneth ind for at udlevere de sidste nøgler, instruere omkring brug af ovnen og så selvfølgelig for at byde dem velkommen. Han bankede på og de lukkede også op for ham. Gemt bag en halvlukket dør, stod manden lidt vaklende og havde ikke til sinds at lukke Kenneth ind, men endte med at byde ham indenfor. Det ville være uhøfligt andet, som Kenneth stod der med nybagt kage og indtruktioner, nøgler og imødekommenhed.

Ikke engang helt indenfor blev han mødt af en KÆMPE hund, som sprang rundt og gøede helt vildt. Han spurgte om det var den LILLE hund de havde snakket om og hun svarede bekræftende, at det var det. En smule rystet var Kenneth da. Ingen tvivl om det, men umiddelbart fik han ikke reageret og han fik udleveret en kop kaffe, mens de så stod og talte om ovn, nøgler og hvad der ellers lige var relevant.
Mens de stod og studerede ovnen så Kenneth ud af øjenkrogen en bevægelse i stuen. Han kiggede og så en kat, som lystigt sprang omkring på og i papkasserne.

???Er det jeres kat????, spurgte han og fik et bekræftende svar og en forklaring der gik på, at de simpelthen havde glemt at nævne den i forbifarten, hvorpå han med det samme påtalte, at det IKKE var aftalen. Aftalen var, at de kunne medbringe deres LILLE og ROLIGE hund. Ikke andet kryb. Jeg kender ikke mange mennesker som er mere tålmodige, rare og overbærende overfor andre mennesker end Kenneth, men én ting man ALDRIG, ALDRIG skal gøre, er at lyve overfor ham. Så er han nådesløst hård.

???I har misligeholdt kontrakten allerede den allerførste dag og jeg er nødt til at sige til jer, at I ikke skal ulejlige jer med at pakke ud. Jeg ser gerne I er ude indenfor den næste time!???, var beskeden de fik, hvorefter Kenneth forlod parret midt i deres kaos af papkasser, tililende venner og et leben af hund og kat…

Der gik ikke mange minutter før manden stod brødebetynget og ulykkelig herinde. Han græd og bad om de dog ikke kunne få lov til at blive. De skulle nok skille sig af med katten og de skulle aldrig mere lyve for os. Aldrig.

Efter lidt snakken frem og tilbage fik de endnu en chance, hvilket vi kom til at fortryde tusinde gange siden. Der var ikke andet end problemer med dem. Da endelig tog os sammen og sagde dem op, slæbte de os en tur igennem Huslejenævnet og Lejernes LO. Begge sager faldt ud til vores fordel.

Desværre havde de 1 års opsigelse og belastningen ved at have dem boende var massiv både fordi de var ubehagelige og agressive og fordi de triumferende havde meddelt, at de i hvert fald ikke flyttede ét sekund før de skulle.

Pludselig en dag kom de ind for at meddele, at de flyttede om 14 dage. De havde fundet et andet sted at bo og forøvrigt nærmede det sig psykisk terror, at skulle bo dør om dør med os. Vi havde ligesom hørt sangen før, så vi følte ikke andet end lettelse og så naturligvis undren over den pludselige velvillighed i forhold til at fraflytte lejemålet.

Forklaringen fik vi dagen efter de var flyttet. Det bankede på døren og udenfor stod 2 fyre, som ikke kunne betegnes som Guds bedste børn. Ikke at jeg har mange fordomme *hoost*, men når man er 1,5 meter over skulderen, bærer læderjakke med rygmærke og har en tatoveret slange som snor sig rundt om halsen for at ende oppe på den skaldede isse, er der ikke meget der tyder på, at man lever om dagen…

???Du ligner ikke Lone???, sagde ham med slangen og det måtte jeg jo svare bekræftende på. Jeg lignede hende ikke, men jeg var også langt fra at ville lægge ryg til deres ærinde. Det var jeg temmelig sikker på, så jeg forklarede, at lejerne var flyttet dagen før. Han ville gerne have adressen, men de havde ikke efterladt en, så desværre kunne jeg ikke hjælpe. ???Det handler om lidt gæld???, sagde den fåmælte af dem, som stod lidt i baggrunden og så skummel ud og det havde jeg sådan set slet ikke været i tvivl om, fra det sekund jeg så dem, men som sagt måtte de forlade matriklen med uforrettet sag – det gjorde de i en KÆMPE stor sort Lexus. Jeg spurgte dem ikke hvordan de finansierede en bil i den klasse. Jeg ville ikke vide det, men vinkede bare til dem og tænkte, at der var årsagen til lejernes velvillige flytten.

Inden vi nåede at få afsluttet lejlemålet med dem, modtog vi et brev fra byretten i Ålborg, som meddelte at vi UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER måtte udbetale depositum til dem. Det skulle sendes direkte til en kreditor, som den mandlige halvdel af parret havde indgået forlig med i retten. Han havde glemt at fortælle konen om det, kunne vi konstatere den dag de kom for at få checken med de penge, som de skulle ud at indbetale som depositum på den nye lejlighed. Manden blev umanerligt ubehagelig ved udsigten til ikke at få sit depositum tilbage og det hjalp intet at minde ham om, at han selv havde indgået aftalen med sin kreditor.

Det hjalp til gengæld at nævne for ham, at der havde været nogle ???venner??? for at spørge efter ham. Han blev skiftevis bleg og rød mens åndedrættet blev temmelig overfladisk da han spurgte, om vi havde fortalt om deres nye adresse?

???Nej, det har vi ikke, men nu da vi kender den, kan vi måske godt komme til, af vanvare, at nævne den næste gang de kommer forbi, for det sagde de at de ville…???, svarede Kenneth, hvorefter vi så dem forsvinde hen af vejen, mens de højlydt skændtes og diskuterede.

Vi stod bare og tænkte, at det her skulle være en lærestreg. Det er derfor vi er så forbandet kræsne i dag…