6

Himmerlands-træls…

Jeg har sovet det meste af dagen. Feber og ondt alle steder gør mig mindre end frisk, men jeg kan ikke sove mere lige nu. Jeg kan simpelthen ikke.
Jeg kan heller ikke læse, for jeg holder ikke ud at se på dansende bogstaver, så det er opgivet. De ligger der ellers i hobetal. Alle de gode bøger. 4 nye i fødselsdagsgave og ydermere 6, som jeg selv er ???kommet til??? at investere i. De får vente.
Strikketøj er ikke kompatibelt med hvad-pokker-det-end-er-jeg-fejler, så jeg opgiver, for det er kikset, at donere fejlbehæftede gaver.

Jeg kan ikke drikke kaffe. Kvalmen styrer. Mælk er værre, men vand går an. Jeg spiste suppe ved 22-tiden, men ønsker ikke at tænke yderligere på det.
Jeg går rundt og venter på næste knæfald, for det kommer helt sikkert. Det gør de med mellemrum og jeg overgiver mig viljeløst, for der er ikke noget at gøre. Mavekramper kan være urimeligt insisterende.

I morgen er det bedre. Håber jeg.
Skulle det ikke ske, er jeg ikke vred. Jeg er skuffet. Der er forskel, men formentlig ikke for min familie, som stille vil krydse fingre for, at jeg bli’r rask i en helvedes fart.

Jeg er godt og grundigt himmerlands-træls ellers…

Du vil sikkert også kunne lide