Brændt barn og alt det der…

Weekendens hotelophold var sponseret af min fars kone. Som en tak for indsatsen omkring fars død, for efterhånden så længe siden. Inviteret var også fars kusine og eftersom hun ligner min afdøde farmor ganske overvældende, faldt talen på både hende og farfar. Vi mindedes tiden med farmor og farfar, tilbage da vi var bare en smule yngre end vi er i dag og specielt en af episoderne står vist prentet i både min søsters og min hukommelse til evig tid.

Det var tilbage sidst i 70’erne.

Campletten var blevet hvermandseje og naturligvis havde også farfar været ude at investere i sådan en.
Den kunne jo, i en snæver vending, anvendes som overnatning stort set hvorsomhelst og eftersom farfar ikke syntes, at charterferie var noget man skulle støtte økonomisk, ???… for han har jo masser af penge, ham Spies???, blev det altså til ferier i Danmark godt hjulpet på vej af en nydelig lysegul Fiat 127.

Også denne sommer var der tilrettelagt ferie. Denne gang ned til den tyske grænse, for lidt udland måtte det trods alt godt smage af og så var der jo også grænsehandlen, som var mere end tillokkende.
Som en ekstra dimension denne sommer, havde de inviteret deres to børnebørn med på tur i den nyindkøbte camplet. Altså blev Annemette og jeg placeret på bagsædet af Fiat’en, farmor sad med kortet på skødet på forsædet og så gik turen ellers sydover. Hvor vi endte husker jeg ikke, men solen stod højt på himlen og farmor havde medbragt sin nyligt indkøbte jordnøddeolie, som skulle give den mest henrivende teint anvendt i kraftigt solskin.

Glinsende af olie sad hun udenfor campletten og nød eftermiddagssolen, mens farfar brummende gik rastløs rundt. Lidt irriteret var han, det kunne vi god mærke og fortrak derfor ind i campletten, hvor vi gik i gang med at spille.
Snart var farfar alligevel også indenfor, for måske var der lidt underholdning i os, men inden længe var han blevet irriteret på os også, så da farmor kaldte for at få ild i en af de utallige cerutter var grænsen for hans tålmodighed med hønseflokken ved at være nået. ???Rejs dig selv og kom herind, hvis du skal have ild…???, råbte han ud til hende, så det gjorde hun.
Ind kom farmor, smurt godt og vel ind i jordnøddeolie, med cerutten hængende i mundvigen. Farfar så gnavent på på hende, mens han skældte ud over, at hun bare troede, at hun kunne kalde og så kom han springende. Irriteret var han.
Farmor stak ansigtet med cerutten ned til farfar, som fandt sin Ronson frem af lommen. Hvad dernæst skete nåede vi ikke rigtigt at opfatte, men da farmor rejste sig igen, var det stort set uden øjenbryn, med manglende pandehår og et noget overrasket udtryk i ansigtet. Lugten af brændt hår bredte sig hastigt i teltet og farmor skreg… ???Kristian, du har brændt mig af…???, hvorefter vi så farfar rejse sig uden et ord og med hurtige skridt forlade teltet, mens han indædt mumlede, at kvinder altid skulle brokke sig og at intet syntes at kunne stille dem tilfredse.

Der gik lang tid inden han kom tilbage til campletten og hønseflokken og en anelse brødebetynget var han da over sådan at være rendt af huse, men ikke desto mindre måtte han altså leve med, at hans kone efterfølgende så slotte, ruiner, tyske supermarkeder og bierstuben med tydeligt vigende hårgrænse, mens hun med højlydt beklagelse fortalte alle, som gad lytte, at hendes mand i et øjebliks vanvid havde brændt hende af med sin Ronson.

Det var ikke farfars bedste ferie. Det var det altså ikke…