Av for min mave…

Nå men hvorom alting er, så var det jo den hotelweekend vi kom fra. Hurtigt. Hurtigt fra, altså.

Alting startede sådan set i bedste og fineste orden, hvis man ikke får kvalme af lagkagestykker med 5 cm gul pulvercreme og boller med tandsmør. Kaffe og te var der også, men ingen chokolade. Hverken den flydende eller den mere faste af slagsen var at finde. Altså køkkenet kunne ikke finde den, hvilket gør det så meget mere forståeligt, at deres smileys viste sig at gemme sig de mest obskure steder.

Efter endt kaffedrikning skulle vi entrere vores luksusovernatning, så det var naturligvis med spændt forventning vi stak plastikkortet i døren til værelse 229. Vi blev ikke skuffede…
Vi blev nærmest det man kalder gas-angrebet som alternativ velkomst. En overvældende stank af kloak mødte os i døren, men som altid besindede vi os i betragtelig grad, inden vi greb telefonen. Vi foreslog personalet at få flyttet et par middelsvære håndværkere, en slamsuger og 2 gasmasker til 229 indenfor et meget rimeligt tidsperpektiv. Jeg tror vi var store i slaget og gav dem 3 minutter.
Efter 10 minutter ringede telefonen. En meget modig mand foreslog: ???Kan I ikke lige selv gå ud på badeværelset og tænde for alt vandet. Bare lad det løbe i 10 minutter, så er det sikkert væk. Ja, vi har altså ingen at sende ned til jer lige nu???.
Vi gjorde som manden sagde. Lod vandet løbe i 10 minutter – han skal ikke spekulere spor på, at det måske koster vores tipoldebørn livet, at der rendte de første 300 liter vand lige lukt ud i kloakken der. Vandmangel… det er først ude i fremtiden og stanken aftog faktisk.

Efter at have smidt pingvinerne ud i haven igen, kunne vi endelig begynde at tage faciliteterne i øjesyn og det er her jeg vil komme med en velment advarsel. Tag ikke på Golf Hotel Viborg, hvis du har planer om at ligge i ske, nusse nakke eller dele en pose vingummi mens du nyder udsigten til Monet-kopien på væggen.
Prøv slet ikke at bestille overnatning hvis du har noget så beskidt som sex i tankerne. Altså medmindre du er frisk på at prøve det midnatsblå og slidstærke tæppe. Der er nemlig enkeltsenge med nagelfast placering. To ganske vist, men med benediktinerordensgodkendt afstand imellem omtalte.
Der findes naturligvis tidligere omtalte alternativer til disse, men indenfor de første 5 minutter fandt vi 3,75 i småpenge, 1 hårspænde og sidst, men bestemt ikke mindst… hvad vi tror var en vaskeægte gokkesok under sengen. Grumset og temmelig fast i kødet var den i hvert fald. Det gav os ikke lyst til at forfølge alternativ anvendelse af gåfladen.

Timerne mellem ankomst og middag skulle bruges fornuftigt så søster lystig blev sendt i byen for at købe forsyninger, mens jeg besluttede, at en omgang solarie ville gøre underværker. Der er nogen gange rigtigt langt fra drøm til virkelighed.
Det måtte jeg sande, da jeg i 10 minutter forgæves havde forsøgt at solariet til at virke ordentligt. Uden en trevl på kroppen, var jeg ikke i humør til at gå op til den tidligere så hjælpsomme unge mand i receptionen, men det ville formentlig også bare have inkluderet en stjerneskruetrækker, et middelstort hæfteplaster og besked om selv at give det en chance. Jeg opgav i stedet og fortrak til ???salonen???, hvor de kolde drinks ventede.

Inden vi gik ombord i dem fik vi imidlertid nye oplysninger omkring hotellets faciliteter idet en mindre familie med rigtigt meget hud pludselig passerede den åbne dør. Ikke at vi havde bestilt endsige ønsket at modtage informationer i det format for at gå næsten nøgen rundt på hotelgange er ikke noget jeg dyrker særligt meget. Det er heller ikke noget jeg ser så tit, så det var alligevel nødvendigt med et ekstra kig henad gangen og sørme om ikke hr. og fru Danmark og deres to yndige poder trak spor langs det midnatsblå og slidstærke tæppe. Våde spor. Badering, håndklæder og rigtigt, rigtigt meget hud fik os hurtigt til at indse, at enten var familien exhibitionister hele bundtet, eller der måtte være swimmingpool på hotellet, men det var nu ikke noget vi havde meget fornøjelse af.
Ingen havde fortalt om poolen hjemmefra og vores ellers gode ideer om skinny-dipping i nattens mulm og mørke blev gjort til skamme. De slukkede, lukkede og låste klokken 21. De var kedelige, var de…

Aftenens middag blev interessant. Rundt regnet ½ time efter indtagelse af forretten blev de første halvsyge med… lad os kalde det… øhhh… lind mave.
Inden hovedretten var nået bordet rundt, havde vores tjener formået at klaske halvdelen af en steg i skødet på mig, slå en anden gæst i nakken med en kande isvand og spilde en god del af forretten ned af min nabos habit. Og så havde vi endda fået den model, som mangler smile- og undskyldsgenet. Ikke desto mindre må vi sige, at hun endte med at være et af aftenens mere underholdende indslag.

Undervejs var selskabet, som bestod af ikke bare os, men også adskillige andre gæster, tvangsunderholdt af Flemming, som var intet mindre end rædselsfuld. Han kunne denne aften kun spille noget der vistnok skulle lyde som Birte Kær, Kandis og Jodle Birge og så er manden tilsyneladende også uvenner med sin rytmeboks…
Heldigvis var der i lokalet ved siden af en dejlig samling rigtigt festlige folk, som syntes godt om at synge med på alle Flemmings melodier og det gjorde de godt. Og så kunne de danse. Vildt. De kunne både danse boogie-woogie, disco og vals. Endda uden passende akkompagnement. Imponerende, var det vist.

Klokken 1 blev natmaden serveret. Og taget af bordet igen. Indenfor omtrent 20 minutter. Ikke noget med nøl her. Tag fra eller undvær. Vi var mange der måtte det sidste. Vi nølede vistnok…

Heldigvis var der rigeligt med rester efterladt på dugene, da vi kom til morgenmad i morges, hvis nogle skulle have lyst. Man skifter nemlig ikke dug ud, var beskeden, da vi bad om at få en, der ikke bar spor af nattens mange forskellige både faste og flydende indtagelser. Der lå også det meste af et stearinlys på dugen, men desværre var der ingen væge, så det var så som så med hyggen. Til gengæld var der røræg nok. Det smagte tilmed af sukker og suppleredes af det dejligste slatne bacon. Ingen smalle steder her…

Et begivenhedsrigt døgn blev afsluttet med bedrøvet aflevering af gokkesokken i receptionen. Vi skulle jo nødig have, at dens ejermand pludselig ringer og efterlyser uden at personalet har en ærlig chance for at finde den.
Den lå jo trods alt gemt næsten midt på gulvet på vores værelse.