Av for den… jeg er træt…

De sidste dage er tilbragt i skandinavisk selskab, hvilket gør trætheden overvældende og ikke bare almindeligt overkommelig. Jeg bruger konstant ekstra ressourcer på at huske hvad et fylke er, hvordan tegnet for Tromsø ser ud o.s.v. Alligevel vil jeg ikke undvære disse perioder med tolkning på fremmedsprog, fordi det netop er en udfordring og fordi det kræver en ekstra portion hjernevindinger, som så godtnok viser sig, at være næsten umulige at finde sidst på en lang dag. Heldigvis er det tilladt at grine med hinanden, når tingene kokser og en stemmetolkning ender i det rene vås…

Netop hjemkommet kan jeg så konstatere, at det snart bliver nødvendigt at anmelde yngste til en eller anden form for myndighed. Hun er fortsat iklædt denne uges pyjamas og er ikke set i andet denne uge, hvorfor der snart er basis for skurebørste og knofedt. Hun nægter pure, at der er anden beklædning, som på samme måde vil kunne tilføre hende velbehag. Jeg tvivler fortsat.
Jeg opgiver stille at diskutere det formålstjenstlige i et bad og beslutter i stedet, at det er langt mere konstruktivt, at smide pyjamas’en ud i et uopmærksomt øjeblik, så det er foreløbig planen.

For nærværende kræver sofaen min opmærksomhed, så det skal den få…