Lidt offentligt er det da altid…

Scenen: Et venteværelse på et af de lokale sygehuse for omtrent 10 år siden. I venteværelset sidder vi på snorlige rækker, alle de smukke gravide kvinder. Ind kommer en fortravlet sygeplejerske og med stram mine forkynder hun:

“Ja, så er det Liselotte Weller til en graviditets-scanning…”

Jeg rejser mig. Maven taler sit tydelige sprog. Det er ikke fordi nogen er i tvivl.
Mens jeg genvinder balancen, siger jeg højt henvendt til sygeplejersken:

“Guuuud… du vil da ikke fortælle mig, at jeg er gravid…?”

Sygeplejersken kigger først overrasket op og rødmer så klædeligt. På vej ud af venteværelset vender jeg mig mod resten af selskabet af svangre åndenødsplagede kvinder og blinker…

Der er immervæk ikke meget at være i tvivl om. Man kan hurtigt ved selvsyn konstatere, at jeg enten har forstoppelse så det nærmer sig en livstruende tilstand eller formentlig – og det taler sandsynligheden så for – er godt og vel svanger, men det er vel i grunden ikke sygeplejersken der skal informere om den slags.

Jeg kan endnu huske, at jeg blev stiktosset. Ikke på egne vegne, for som sagt var der ikke meget at være i tvivl om, medmindre man var mere end almindelig tungnem. Jeg kunne bare ikke se, at det kom andre ved hvilket ærinde man havde på afdelingen. Jeg kunne være der af så mange andre årsager. Jeg kunne være der i al hemmelighed. Jeg kunne ville gemme min hemmelighed så længe som muligt, helt for mig selv. Jeg kunne endda være så mærkelig, så jeg bare havde lyst til, at jeg selv bestemte hvem der var informeret om hvorfor jeg befandt mig på den afdeling.

Jeg troede, at de var blevet klogere på 10 år. Den tese kan hermed aflives. Det er de ikke.

PS – Nej, jeg er IKKE gravid… og bli’r det heller ikke mere, hvis der er noget retfærdighed til her i verden… ;-)