Jeg drømmer om at tage mine unger og smide dem i bussen. Køre ud i det blå og lade os ende et sted i østeuropa, hvor der er masser af anderledes liv at studere. Tage dem med ud og opleve, at verden er fuld af smukke storbyer. Lade dem sanse og fylde dem med kultur og historie. Tanke dem så fulde, så de bønfalder om at komme hjem, når turen er slut.
Jeg drømmer om at vise dem Prag, Budapest, Berlin og Krakow. Jeg drømmer, at det er nemt at tage Alexanders kørestol bag i bilen og at det sagtens kan lade sig gøre, at bo på feltfod hvor vi kommer frem. At det ikke er spor besværligt at skulle håndtere en dreng på 15 år indenfor et meget begrænset stykke tildelt matrikel. At man sagtens kan overleve etagevask i en uge.
Allermest af alt drømmer jeg, at det ikke betyder det mindste, at jeg vil afsted i vinterferien, så vi risikerer næsten ufremkommelige veje på grund af snefald. Jeg drømmer også, at der ikke er fare for lungebetændelser bare fordi der er fugtigt og koldt. At det sagtens kan lade sig gøre. Det drømmer jeg…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.