Nu fik jeg endelig fri. Efter at have slavet for et sygt, men på forunderlig vis meget energisk barn, som ikke kan vente med indvielsen af sit nye værelse. Vi rydder op og pakker væk. Med vemod. For mit vedkommende i hvert fald.
Der er noget frygteligt ved at sidde sammen med yngste skud på stammen, når hun vælger at pakke alt sit Barbie-udstyr, samtlige dukker og tøjdyr samt det meste andet, som kunne minde om barndommen, væk i store tunge sorte sække.
Det er alt for tidligt skriger jeg lydløst, mens jeg sidder og betragter hende vælge barndommen fra og den spirende pubertet til. Det er alt for tidligt at synes, at der skal være CD’er med musik, en smule (minimalt) legetøj og ellers spil og perler for resten. Alt for tidligt.
Jeg har svært ved at vænne mig til tanken om, at det er slut med at se hende forsvinde ind i en verden af dukker og rollespil. Alt for tidligt at skulle vinke farvel til at deltage som dukkefører for en af Barbies veninder. Alt for tidligt at skulle sige farvel til muligheden for at få gode, lange snakke med udgangpunkt i en ordentlig omgang gulvleg.
Gudskelov valgte hun, at dukkehuset skulle blive stående og ikke pakkes væk på loftet. Jeg kan også være dukkefører i miniformat…
3 kommentarer
Liselotte
7. november 2004 at 16:24Tiden l?ber alt for st?rkt med de unger. Det er s?dan det er, men der er gl?der forbundet med alle aldrene hidtil, s? mon ikke ogs? den n?ste alder rummer andet end sur teenager ;-)
Sherry
7. november 2004 at 13:18Det slutter bare aldrig, vel?
Her forleden sad jeg og pakkede det af Stumpens leget?j ned som han havde legede med fra han var omkring ? ?r gammel, men som absolut ikke er interessant mere.
Hans t?j som han er vokset fra blev ligeledes pakket i store plastics?kke.
Undrende m?tte jeg erkende at den lille fyr (gudskelov) er vokset temmeligt kraftigt, siden jeg sidst sad og pakkede hans t?j sammen.
Det forekom mig at det kun var et ?jeblik siden at jeg pakkede ned sidste gang, og jeg t?nkte p? om man ikke kunne s?tte tiden p? pause, s? der var l?ngere minutter at nyde nuet i. Smage lidt bedre p? det, se det fra flere sider, i flere tempi og med flere forskelligt farvede briller p?. S?dan en mulighed ?nsker jeg mig i julegave (endnu engang).
Stadigv?k f?ler jeg at jeg halter bagude fordi tiden sprinter afsted, og det har jeg f?lt siden jeg f?dte ham. Men s?dan er det vist for de fleste.
S? alts? til alt held for dig (og is?r din datter), er der d?mt en lille uds?ttelse af den totale og endeligt uigenkaldelige renovering af barnelivet.
Hvor er det godt at du har ?je for dukkelegen ogs? kan lade sig g?re i miniformat …. :o)
Anja
7. november 2004 at 12:48Uuuuu…. du fik ogs? min mave til at tr?kke sig sammen i smertefulde nostalgi-kramper med din beskrivelse af Oline’s nye ‘tid’. Jeg b?de gruer for og gl?der mig til den lille pige jeg har bliver st?rre. Selv har jeg to kasser – i mindre format, hvori min barndoms univers befinder sig. Gamle dagb?ger. Barbie-bilen. En enkelt dukke (alle andre blev skalperet). Et par leget?jsbiler m.m. :-)