Vi fortsætter ufortrødent…

Det vælter ind med pakker lige nu. Jeg smider lystigt ud i den ene ende af huset, kun for at fylde det op fra den anden ende af.

Oprydningen giver masser af plads og jeg tør næsten ikke sige det højt, men jeg har i hvert fald smidt de første 15 fyldte affaldssække ud. Jeg hælder den ene underlige ting ud efter den anden. Undrer mig stille over, hvad i alverden der gjorde, at jeg for år tilbage har ment, at det var vigtigt at gemme alle de ligegyldigheder.
Ind imellem dukker der alligevel guld op, for min dagbog fra tiden omkring min første graviditet er fundet. Det er underligt at læse ordene og indse, at de er fra en helt anden tid, for så længe længe siden. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv og så alligevel. Fuld af mod på det hele kaster jeg mig ud i spæde tanker om hvordan det bliver, når dette nye barn ankommer.
Nogle sider længere henne i bogen kan jeg læse, hvordan mine følelser var omkring tiden med fostervandsprøve, mistanke om væskeophobninger i hjernen hos fosteret og lettelsen, da lægerne kan fortælle, at der ikke er det mindste galt med det ventede barn… Så opgav jeg at bruge mere tid på bogen. Jeg kender jo slutningen, men glæder mig alligevel til at læse lidt videre. Jeg skal bare have ryddet op først…

I den anden ende af huset kommer posten så. Banker pænt på og smiler mens han siger: “Endelig er det en pakke til dig Liselotte. Faktisk hele to…”, og jeg slæber kæmpepakkerne indenfor, mens jeg glæder mig til at tage hul på en ny garderobe og smukke ting fra Isabella Smith.
Lanternen er allerede taget i brug. Jeg er frygtelig når det kommer til stearinlys og kan ikke få nok, hverken inde eller ude.

Heldigvis har jeg smidt ud og der er plads til alt det nye og smukke…