Jeg lytter til Bo Kaspers Orkester og det er faktisk ganske og aldeles dejligt. Strikketøjet skrider frem og snart er ældste begavet med endnu en slipover, for dø i synden skal han ikke.
Den første slipover er modtaget med begejstring. Den dreng er lige så tosset med striber, som hans mor er. Han ville gerne, at den havde været med røde striber, for rød er nu engang den foretrukne farve, men der sætter jeg grænsen. Tænk om han kom til at ligne Holger. Selv jeg har grænser for hvad jeg vil følges med.
Jeg strikker i sengen. Sidder midt på den i skrædderstilling og mens jeg lytter til musikken, flyder tankerne frit , hænderne har deres eget liv og pludselig opdager jeg, at der er så uendelig meget jeg har grund til at glædes over.
At sidde eftertænksomt alene og nå til det resultat, gør mig taknemmelig. Ikke sådan på nogen “Gud og jeg ska’ komme efter dig”-måde, men mere sådan en stille og varm måde. Det føles rart. Helt ned i uldsokken…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.