Veto…

Jeg har nedlagt veto nu. Det er slut og for sent. Jeg gider ikke.

Jeg har ventet siden i formiddags på, at manden i huset skulle blive klar til den oprydning der venter oppe i stuen. Han har haft mange latent dårlige undskyldninger i dagens løb. Forklaringer har der været nok af, men energien var og er tydeligvis fraværende.

Jeg forstår det godt. Jeg er heller ikke på toppen. Langt fra faktisk. Det føles som noget sidder på lur, tålmodigt ventende på, at jeg bliver uopmærksom et øjeblik, hvorefter det sætter ind for fuld styrke. Jeg har det småskidt. Frysende og med hovedpine kan jeg nu mærke, at kvalmen indfinder sig stædigt og insisterende og jeg gider ærlig talt ikke. Slet ikke.

Jeg gider at være rask og energisk. Jeg gider at der forlængst var ryddet op i min stue, men sådan bliver det ikke i dag og når tingene nu ender sådan, så skal det ikke komme an på det. Jeg kan sagtens finde plaiden frem, stable tonsvis af puder i ryggen og tænde stearinlysene, for herefter at krybe op på sengen med mit strikketøj, min kaffe og adgang til en fjernebetjening, som forhåbentlig nok skulle kunne navigere frem til et eller andet bare lidt underholdende. Tænk ikke mere på det. Det er for sent til andet og mere energisk betonet i dag. Det kan jeg bare mærke…