Det er rystende, som man kan gemme ligegyldige ting. Synes at de er vigtige for så at opdage ganske få år efter, at de er ganske og aldeles ligegyldige.
Omvendt finder jeg, midt i oprydningen, ting som viser sig at være helt uerstattelige. Det var de ikke, da jeg lagde dem i en kasse, på en hylde, bagest i skabet.
Jeg fandt en del af fars små noter til mig. Hans gamle visitkort. Enkelte tegninger han har lavet. Ikke noget meget betydningsfuldt, men alligevel uerstatteligt og dermed også værdifuldt for mig. Ting jeg gerne vil gemme, fordi de minder mig om ham og tiden vi havde sammen.
Jeg fandt også kassen med gamle billeder. Billeder som illustrerer meget af min barndom og endda tiden før den. Den tid jeg kun har hørt om gennem mine bedsteforældres fortællinger. De billeder er også en skat at eje, så de er naturligvis blevet stillet forsigtigt ind på hylden, så de snart kan tages frem til gennemsyn. Jeg har ikke tid nu, hvor oprydningen stadig fylder det meste af huset. Der er stadig uhyggeligt meget at gøre. Jeg gider ikke, sådan en smuk søndag, men jeg gør det… og så bager jeg måske en kartoffelkage, gør jeg. Senere…
PS – jeg fandt ud af, at jeg har garn nok til at starte en velassorteret strikbutik…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.