Samlermani, åh ja…

Dagen i går var en lang dag. Først kursus, så ud at handle til vores kommende projekt. Gulvtæpper og ny reol. Oline skal have sit nye værelse og jeg har besluttet, at jeg overdrager mit legeværelse til Kenneth og hans musik. Andet er simpelthen ikke til at holde ud.
Jeg lurer på om det er planlagt. En art konspiration. Noget de har aftalt i fællesskab, for efterhånden er det ligegyldigt hvem jeg beder om at rydde op herhjemme, så ender det med, at svaret handler om faderens musik og alt det den fylder fysisk i huset. Nu skal det være slut.

Desværre inkluderer slut, at jeg er tvunget til at rydde op i alle mine ting. Noget som ikke bli’r en nem opgave, for der er ikke bare meget. Jeg bryder mig heller ikke om at smide ud. Jeg kan altid se, at der sikkert kommer et tidspunkt, hvor jeg vil stå og mangle præcis den ting, de andre synes jeg bør smide ud. Derfor gemmer jeg. Helt urimeligt.

Det bliver ny lærdom, sådan at være tvunget til at rydde op med hård hånd, men det bliver sikkert godt. Desuden er jeg sikker på, at der dukker ting op, som vil glæde mig alene fordi jeg havde glemt, at jeg havde dem. Dem gemmer jeg naturligvis.
Så er der de ting, som jeg har anvendt sporadisk. Det vil sige med års mellemrum, men jeg har jo anvendt dem og de er derfor erklæret uundværlige. De må gemmes.

Når vi når til mine stoffer vil familien indvende, at de har ligget på den samme hylde de sidste 8 år, uden at være blevet brugt. De vil have ret, men jeg vil samtidig påpege, at de altid vil kunne anvendes til en eller anden form for udklædning til Oline. De må gemmes.

Mit garn er et kapitel for sig. Jeg samler på det. Køber lidt her og lidt der. Gemmer det på hylderne og glæder mig over, at det ligger og ser smukt ud. Det er måske ikke det garn er tænkt til, men at glædes er godt og det sker jo, at det så ender med at blive til noget dejligt anvendeligt som f.eks. min vinterhue fra sidste år. Den er ganske vist så grim, at familien nægter at følges med mig, men den er varm og netop lavet af alt det garn jeg har gemt.

Papir og karton er endnu et kapitel for sig, for det er korrekt, at jeg har en velassorteret papirhandel liggende inde på hylderne, men der er heller ikke den ting, jeg ikke lige kan lave i et ruf, hvis du beder mig om det. Kort, udklip og Oline er endnu ikke gået forgæves, når hun pludselig har ville lave et eller andet. Det må gemmes.

Så er der tegnegrejet som omfatter mange forskellige skitseblokke, men hver enkelt af dem besidder helt specielle egenskaber, som gør, at lige præcis den er at foretrække fremfor de andre, når jeg skal lave et eller andet. Der skal simpelthen være et bredt udvalg til de 4 gange om året, hvor jeg sætter mig for at tegne. Farver i mange forskellige udformninger er også helt essentielle. Farveblyanter i forskellig hårdhedsgrad, fedtfarver, pastelkridt, akvarel, olie- og akrylfarver er mindstekravet for en udøvende kunstner og så er det naturligvis også nødvendigt med skitseblyanter, som matcher det her. Derfor er der også mindst 50 forskellige af dem, som hver især kan noget helt specielt. Hertil kommer forskellige lærreder, som står klar, hvis ånden pludselig kommer over mig.

Perler er en anden lidenskab, som jeg deler med Oline. Vi har en rund og blød samling af alt hvad du kan tænke dig. Fra de smukkeste bløde perlemor til de hårde og kantede sten, men ikke en af dem er overflødig. Når vi sætter os for, at vi vil lave smykker, er det kedeligt kun at have 15 festlige plastikperler. Grundlaget for at skabe noget smukt er, at fantasien frit kan udfolde sig så et varieret udbud er ganske enkelt nødvendigt. Synes jeg.

Min allersidste lidenskab er den mest massive og den ganske overflødige af slagsen. Det er magasiner af enhver slags. Jeg ved ikke hvor mange hyldemeter glitrende og lækre magasiner der står oppe på mit værelse, men det er ikke få og jeg elsker dem. Jeg bruger dem bare ikke. De står der bare. Jeg ved det. De skal sorteres og foræres til Olines skole, som så kan omsætte dem til fantastiske collager og sjove kort. De har ingen værdi mere, for de er ganske enkelt forældede. De ting jeg elskede i dem, er forlængst blevet til noget jeg bare kan grine af, så de skal ud. Det bliver formentlig forholdsvist nemt, men ikke smertefrit. Jeg elsker dem jo.

Tiden er vist inde. Jeg vil forsvinde ind på mit værelse, for at påbegynde mit nye liv i enkelthed. Det er næsten Feng Shui-agtigt og det faktum hader jeg faktisk mere, end jeg hader at skulle rydde op…