Jeg havde næsten glemt…

Forleden havde vi besøg af venner fra Sjælland. Det er et bekendtskab, som er udsprunget af en fælles chef, som var mere end almindeligt gavmild. Han var også mere end almindeligt mærkelig. Og krævende. Og urimelig. Og altså samtidig ganske og aldeles utilregnelig, hvorfor vi en sommer for mange år siden fik stukket nøglerne til Asconaen i hånden, hvorefter vi fik besked om, at han ikke ville se os i Danmark før om 3 uger.

Med Asconaen fulgte også nøglerne til hans suverænt fantastiske sommerhus i Provence. Bygget på en skråning i Cavalaire sur Mer, lå det med udsigt til havn, bjerge og et åndeløst smukt landskab. Bygget i 4 forskudte plan, indeholdende de smukkeste kunsthåndværk af lokale kunstnere og med udsøgt sans for æstetik, var der kun et at gøre. Glæde sig.

Beskeden var, at det var optaget af andre den første uge, men herefter stod det til vores disposition de efterfølgende 2 uger. ???Og nyd det nu…???, var beskeden, da vi trillede hjemmefra, hvilket vi bestemt havde tænkt os.

Nu var han ikke verdens mest strukturerede mand og styr på tingene kan man vel næppe have beskyldt ham for at have, så da vi sent lørdag aften i vores anden uge ankom til huset, burde det vel i grunden ikke overraske os voldsomt, at det allerede var beboet af 4 unge mennesker, som hjemmefra havde fået nøjagtig samme besked som os. De skulle angiveligt være i sommerhuset de næste 14 dage – helt som vi også havde planlagt.

Nu var de jo ankommet før os, så det var svært at mene, at vi havde fortrinsret, men sørme også frustrerende at opdage, at det vi havde glædet os mest til, nu så ud til at forsvinde mellem fingrene på os.
Heldigvis var det en af de andre ansatte, som var der med sin kæreste og et vennepar, så inden længe var vi blevet enige om, at det vel nok kunne arrangeres, så vi allesammen kunne være i huset. Det er kæmpestort.

Selvfølgelig blev det en anden ferie end den vi hjemmefra havde forestillet os, men kedelig kan man altså ikke kalde den.
Sjældent har jeg været sammen med mennesker (venneparret), som i den grad formåede at være ondskabsfulde overfor hinanden. Det var et under, at det aldrig endte i korporlige men kun verbale opgør. Dem var de til gengæld studerede i. De kunne have vundet en medalje i disciplinen.

Ydermere var han (stadig den ene halvdel af det for os ukendte par) af den overbevisning, at når vi kunne tåle solen (4 mennesker med meget mørk hud), så kunne han og kæresten også. Noget han helt og aldeles havde misforstået. Han var ganske enkelt det tætteste man kan komme på en akut hudcancer, når vi hver dag vendte hjem efter en hel dag på stranden. Han var ikke bare rød. Han var blåviolet på udvalgte steder, men ikke om han ville indrømme, at det gjorde bare en anelse ondt.
Det nærmede sig en besættelse og da vi endte med at indkøbe luftmadrasser for at ligge ude på vandet og duve det meste af de tømmermandsbefængte stranddage, fulgte han snart trop. Uanset hvor meget vi prøvede at tale for, at det måske ikke var den allerbedste behandling at give de violette kropsdele, så skulle han i hvert fald ikke stå tilbage for nogen, så han endte også med på en luftmadras med deraf kraftigt forøget cancerrisiko til senere indløsningsret.
Den nat jeg stod op og mødte ham oppe i stuen, hvor han sad for åben dør med det meste af kroppen smurt ind i yougurt, var det naturligvis ikke fordi han var forbrændt, men kun fordi han led af en ukendt eksem. Naturligvis.

Sporten blev snart at få skabt situationer, hvor det faldt naturligt at give manden et solidt skulderklap. Der er i grunden rigtigt mange situationer, hvor et skulderklap ikke anses for helt upassende, men udmærket kan tages som et udtryk for spontan tilkendegivelse af ???du er sgu en guttermand??? og de blev udforsket. Stakkels mand, men ikke om han blev klogere som ugerne gik. Han endte med at tapetsere deres bil indvendigt med død hud på hjemturen, hvilket vi naturligvis fandt yderst underholdende, eftersom vi havde vores egen Ascona.

Jeg har sjældent grinet så meget, som jeg gjorde de uger og jeg er helt sikker på, at venneparret fik en helt anden ferie end de havde forestillet sig hjemmefra. Det gjorde vi også, men vores endte med at være rigtig sjov. Deres må have gjort ondt.