14

Tidsperspektiv…

For 10 år siden ville jeg…
1. Være 30 år gammel og nybagt mor til to.
2. Være bosiddende i Brønshøj med Christianiacykel og barnevogne.
3. Leve i konstant angst for at miste min søn, som kramper pauseløst.

For 5 år siden ville jeg…
1. Græde over Svens alt for tidlige død. Man skal blive ældre end 9 år. Sådan er det bare.
2. Overveje om den lilla vægfarve i køkkenet virkelig holder.
3. Huske på, at det altid er frygteligt besværligt at skulle koordinere skilsmissejuleaftener.

For 3 år siden ville jeg…
1. Heldigvis ikke vide, hvad der venter lige om hjørnet.
2. Udvide mine grænser i ekstrem grad
3. Stadig være i tvivl om jeg har husket det hele.

For 1 år siden ville jeg…
1. Være i gang med at forklare Oline, at hun ikke skal bestille de Viagra hun får tilbudt i sin mail.
2. Være ved at restituere ovenpå alt for meget sygdom og død.
3. Være i gang med at overveje hvordan jeg sikrer mig samme sommerferie næste år. Naiv kan man jo altid være…

Indtil videre har jeg i år…

1. Fundet ro i det jeg laver hver dag.
2. Måttet erkende, at det ikke blev til andet end 4 ugers dansk massivt regnvejr, da sommerferien endelig kom.
3. Erkendt, at jeg savner at bruge hænderne. Jeg vil på malerkursus med Hanne.

I går…

1. Glemte jeg at fylde benzin på bilen og kørte derfor udelukkende på mit renomme et godt stykke af vejen, men det gik…
2. Sagde Oline, at hun aldrig flytter hjemmefra. Jeg har næsten ikke sovet i nat…
3. Genfandt jeg et umanerligt højt antal glemte genstande, da jeg endelig fik ryddet op i en af mine værste laster, mine tasker.

I dag…
1. Vil jeg montere min norskt indkøbte broche, som er smuk og minder mig om nogle skønne dage fyldt med udfordringer, som jeg mødte med oprejst pande.
2. Vil jeg smile til alle jeg møder. Bare fordi jeg kan.
3. Vil jeg spise mindst 2 bananer…

I morgen…

1. Vil jeg huske at kysse mine børn mindst 3 gange hver.
2. Vil jeg endnu en gang beundre efterårets farver og derfor blive glad. Så bli’r det nemt at smile til mennesker jeg møder og så smiler de til mig. Jeg vil starte en smilevirus, som skal smitte hele Ålborg.
3. Slappe af, for det handler om balance både indeni og udenpå.

Brug listen på din blog, hvis du vil…

Du vil sikkert også kunne lide