Morgener er tidlige, når man sover på en luftmadras. Det er sådan det er. Udholdenhed er ikke det min ryg har mest af, men til gengæld bli’r der noget ud af dagen.
Valby byder på kirkegårdsstilhed og meget, meget sene nattevandrere og søvnige morgen-ditto’er. Gråvejr og regn er åbenbart trofaste følgesvende for dette kvarter, som også rummer nogle meget smukke gamle villaer beliggende på de mindste grunde i verden. Det er svært at se, hvor privatlivet er henne, men måske efterspørges det heller ikke herude.
Dagen skal, når den nu er startet tidligt, måske anvendes til lidt butikskiggeri, men lad os se om resten af familien tilhører samme ikke-sove-længe kategori, inden der besluttes på den front. Det er trods alt ferietid og der skal hygges mere end der skal kigges.
I aften er det tid for familiesammenføring og det glæder jeg mig til. Det bliver dejligt at se dem allesammen og det plejer at være vanvittig hyggeligt, så mine forventninger er naturligvis derefter. Inden da vil jeg sende søster afsted til reception, mens jeg så vil sørge for indkøbene og forberedelserne til resten af familien arriverer.
At være vært for os kræver en del langmodighed. Vi fylder altså. Meget.
Med 4 mennesker, hvoraf den ene medbringer hjælpemidler som kunne møblere en mindre lejlighed, er der trangt, men man må sige, at værterne tager det beundringsværdigt. De har endda overladt soveværelse og egen seng til os, så der er intet at klage over på den front. Derfor ville det være rart, at kunne bidrage med et eller andet og derfor vil jeg prøve at forberede aftenens gæstebud så godt jeg kan, så der ikke er meget at lave for værtsparret, når de vender hjem sidst på eftermiddagen. Forhåbentlig kan de se det som en hjælp og ikke som utidig indblanding, men det har jeg planer om at finde ud af senere…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.