Robert spørger om jeg er en af de få fra mit eget køn, der er glad for at være over 30 – og under stadig ældelse. Du får svaret her Robert, for sådan er jeg jo – langtrukken og meget talende… ;-)
Jeg kan allerførst meddele, at det er jeg så, men om jeg er en af de få ved jeg ikke. Min fornemmelse er da, at de fleste kvinder er glade for deres alder. Er de ikke?
Personligt har jeg oplevet, at årene efter de 30, har været de bedste i mit liv. Årene mens jeg var i tyverne, brugte jeg på at finde ud af hvem jeg var. Hvad jeg gerne ville med mit liv og hvordan jeg skulle nå det. De blev også brugt på at revidere det jeg nåede frem til, fordi skæbnen ville, at jeg skulle begaves med et barn, som kræver lidt ekstra hensyn. De sidste år i det årti blev brugt ude på Hvidovre Hospital, så dem var jeg såmænd ualmindelig glad for at forlade.
Det sidste årti har været det bedste i mit liv, men jeg er et af de mennesker, som adspurgt altid vil svare, at dette år, er det bedste i mit liv. Måske med undtagelse af det jeg forlod ved sidste årsskifte. Det var lige rigeligt broget, men ellers er jeg helt igennem tilfreds med hvordan mit liv former sig og jeg selv ældes.
Jeg kan lide tanken om, at jeg ældes og jeg kan se, at det faktum også rummer nye muligheder. Det kan jeg også lide.
Jeg kan lide mine rynker. De er mine vidner på, at jeg har smilet ofte og rynket næsen hver gang solen har været min følgesvend. Jeg kan lide mit nye udseende, som betyder, at det tager tid at se frisk ud, efter en god nats søvn. Det er helt i orden med mig.
Jeg kan lide, at det tager tid at få kroppen til at makke ret. Det er besværligt, men det er samtidig også tegn på, at jeg ældes og jo, det kan jeg faktisk lide.
Jeg kan lide mine strækmærker, som er mine vidner på, at jeg i dag har to smukke og dejlige unger, som dagligt giver mig store glæder. De er også mit vidne på, at jeg har haft og forhåbentlig altid har en vidunderlig mand, at dele livet med.
Jeg kan lide, at jeg har chancen for engang at ende op med masser af rynker og muligheden for huset ved vandet, den røde cykel med althea-bolsjer i kurven og tid. Masser af tid.
Jeg kan lide det hele og det er helt i orden med mig, at tiden går. Den må bare ikke gå for stærkt. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om at ældes, men fordi der er så meget jeg skal nå…
5 kommentarer
Liselotte
13. oktober 2004 at 09:04Jam’n det var da s? lidt Anita :-)
Robert – jeg mener at have h?rt om lovforslaget og er naturligvis i gang med at stable en undergrundsbev?gelse p? benene. Den skal naturligvis eliminere den italiensk talende kommis?r og herefter overtage alt der har med den slags kvoteordninger at g?re.
Kvinder er nu de bedste til at fordele og lede arbejde, ikke? ;-)
Robert Piil
13. oktober 2004 at 08:28Den er vist oprindeligt mest et mandef?nomen, men jeg har h?rt rygter om, at der er et lovforslag p? vej med en tvungen kvoteordning, s? den fordeles ligeligt p? k?nnene. Der er bred opbakning bag forslaget i hele EU (undtaget her er en enkelt italiensk kommende kommis?r) s? der er vist desv?rre ingen vej udenom.
Anita
13. oktober 2004 at 08:24M?nd som kvinder, der ?ldes med ynde* er smukke mennesker, der udstr?ler harmoni og for pokker, hvor jeg gl?des over det :o)
*som det du d?r har beskrevet. At vedkende sig. st? ved og acceptere, at kroppen er brugt til at leve livet p? godt og ondt.
Fandens god start p? en god dag – Tak :o)
Liselotte
13. oktober 2004 at 08:22?h, er den et mande-f?nomen? Eller har jeg ogs? noget at frygte nu? ;-)
Robert Piil
13. oktober 2004 at 08:21Dejlig positiv indgangsvinkel. Rent mentalt tror jeg mange af dine s?stre har det lige s?dan, men jeg tror dog nok det er de f?rreste der ligefrem er glade for deres rynker.
Selv har jeg det egentlig meget p? samme m?de. Indtil 25 ?r var det meste pr?get af forvirring og usikkerhed, blandet med bekymrings- og tankel?s druk og fester.
Senere har jeg ogs? f?et ?je p? dybere sider af livet, og med tiden fundet min egen balance, godt hjulpet af at jeg har en at gribe fat i, hvis jeg nu skulle v?re p? vej til at miste den igen.
Livet er s? meget nemmere at leve, n?r man har dannet sin identitet, og hviler nok i sig selv til at stole p? at den er god nok.
Nu venter jeg s? p? den meget omtalte 40-?rs-krise, som sikkert vil f? mig til at ryste p? hovedet af disse naive ord, men endnu har den ikke vist tegn p? at indfinde sig.