Efterårsferie

Resten af familien holder efterårsferie, mens jeg er nødt til at arbejde. Tit savner jeg ungkarlelivet, men nu har de været væk i halvandet døgn, og jeg har efterhånden været møllen igennem. Spist alle måltider i sofaen med fjernsynet kørende, sovet en halv dag væk i samme med sport i baggrunden, stået en halv time senere op fordi der ikke var der også skulle nå i bad, hoppet morgenmaden over, kørt på McDonald og spist aftensmad. Det var så det, og nu keder jeg mig og de kommer ikke hjem før søndag. Det er der sgu ikke meget fest over.

På vej hjem fra McDonald kørte jeg ind på en rasteplads, og spiste det jeg havde købt. Rastepladsen satte gang i minderne. Det var her, vi holdt ind på vej til vores første ferie sammen – en efterårsferie for 5 eller 6 år siden. Vi skulle til København, og havde lånt min søsters lejlighed. Det var en lavbudgetferie. Konen var dengang enlig studerende med to børn og jeg havde kun en smule mere end jeg havde brug for. Jeg synes jo ikke vi var fattige eller trængende, men vi har åbenbart alligevel givet indtryk af at være værdigt trængende, for mange steder vi kom, mødte vi en helt utrolig gavmildhed, som jeg ikke har mødt så massivt hverken før eller siden.

Den første dag gik turen til Dyrehavsbakken, hvor vi forhørte os om prisen for en tur i hestevogn, mest fordi min fra altid har fortalt om dengang han og hans bofælle hver søndag spenderede en tur fra dyrehaven til Skodsborg, hvor de boede, mest for at spille lidt fine. Så fine havde vi dog ikke råd til at spille, så vi slæbte ungerne med til fods. Yngste var skrækslagen fordi jeg var kommet til at fortælle at man skulle passe på hjortemødre i brunst, der godt kunne være farlige, hvis man kommer dem for nær. Vi gik en tur ind omkring bakken, og forestillede os, hvordan der ville være i åbningstiden, med masser af mennesker og larmende forlystelser, og gik tilbage mod stationen. Ved Peder Liebs hus mødte vi kusken vi havde spurgt om pris, og han tilbød at tage os med det sidste stykke, og tilføjede da vi tøvede lidt, at det skam ikke skulle koste os noget. Fra vognes trygge udsigt kunne yngste skam godt se at hjorte og rådyr er smukke.

På vej til søsterens lejlighed på frederiksberg, kørte vi forbi Amalienborg, fordi jeg gerne ville vise pigerne, hvor jeg havde spildt et år af mit liv med at holde vagt. Vi gik først en tur hen til Den lille havfrue og på vej tilbage, kom vi forbi en iskiosk i kælderen i amaliegade. Der fik vi os en is, med flødebolle på toppen (uden merpris), og resten af bakken med i købet, måske fordi de var blevet lidt gamle eller bare fordi der var længe til næste sommer.

Aftensmaden blev indtaget på Taverna Kreta på Nørrebro, hvor vi efter at have spist vores mad, egentlig var på vej hjem, men tjeneren (konen i huset tror jeg) bad os vente lidt, for hun havde en overraskelse til pigerne. Lidt senere kom der to overdådigt pyntede is på bordet – og øre til øre smil på pigerne.

Derefter gik turen hjem til lejligheden, hvor et par overtrætte piger kom lidt op at skændes. Mindre end et år tidligere var de blevet hevet ud af deres vante, trygge liv og væk fra deres far, så lidt sårbare var de jo ind imellem. Efter lidt mælgen frem og tilbage omkring sovepladser, blev det bestemt de to piger sov i søterens dobbeltseng, med moderen imellem sig. Jeg blev henvist til sofaen i stuen, men inden da kunne jeg da få lov at læse godnathistorie. Det blev til Den lille Prins, og jeg glemmer aldrig de store øjne ældste gjorde mens jeg læste. Hendes blik veg ikke fra mig, før hun halvvejs henne i bogen ikke længere kunne holde øjnene åbne. Vi blev aldrig færdige, men hun fik den i fødselsdagsgave året efter af mig. Ikke noget med fællesgaver denne ene gang.

Næste morgen var fanden løs. Konen kunne ikke finde sin pung. Da jeg fik hende hidset lidt ned, ringede vi til restauranten fra aftenen før, og jo, de havde fundet pungen og gemt den, og der manglede intet i den.

Senere gik turen til Danmarks Akvarium og sikkert også andre steder som jeg nu har glemt. Kronologien har jeg sikkert også rodet rundt i, men jeg glemmer ikke den fornemmelse af at ligegyldigt hvad der skete, så var vi omgivet af hjælpsomme og venlige mennesker. Om det så var i myldretidstrafikken holdt folk tilbage og lod os komme frem.

Vi har været på mange gode ferier siden, alle langt dyrere og alle gode, men intet har nu været helt som denne første ferie sammen.

Tak for lån af bloggen Liselotte, og undskyld jeg breder mig sådan