Lageropfyldning…

Åh ja… meningen var jo, at med denne fridag var der basis for at få fyldt lagrene op, men det går sjældent som jeg spår.
For ikke at sige aldrig.

Egentlig ville jeg have brugt formiddagen på at få ryddet op og gjort en smule rent. Skabe mig et overblik – en ønskedrøm… Hov, det har jeg jo gjort. Tjek!
Eftermiddagen skulle så bruges til opfyldning af de ovenfor omtalte lagre, nemlig kagelagrene og brødlagrene, syltelagrene og alle de andre forsømte lagre, men det viser sig altså, at jeg ikke er det mindste samarbejdsvillig.

Jeg synes ellers jeg plejer at være til at forhandle med. Ikke sådan en tvær og stædig mokke, som hende jeg er i gang med at forhandle eftermiddagsplaner med nu. Jeg insisterer på, at jeg gerne vil sidde inde i sofaen med en kop kaffe indenfor rækkevidde. Chokoladen skal være brækket i mundrette bidder, plaiden varme tæerne og TV’et underholde alt imens jeg vil tage hul på min nye hattebog.
Jamen det siger jeg virkelig og når jeg så forholder mig det faktum, at det er i dag fridagen er her. Ikke i morgen. Ja, så svarer jeg bare, at det faktisk er i dag jeg har lyst til at sidde inde på sofaen.

Jeg har opbrugt mine argumenter for hvorfor det er vigtigt at fylde lagre op og jeg trækker mig derfor triumferende tilbage til sofaens luneste hjørne. Jeg vandt! Eller tabte jeg?

De siger altid “Tab og vind med samme sind” så det har jeg tænkt mig at efterleve, når jeg om lidt finder strikkepindene frem, sammen med chokoladen og kaffen. Uhm…

*UPDATE*
Ja, altså den slags ender ofte i noget skidt og dagen i dag er ingen undtagelse. Det endte med en pagodehue – det vil sige en hue med noget af et spir på toppen. Turkis er den og lige nu monteret på toppen af en vanvittig mand, hvis endestation vist er McDonald grundet uheldige omstændigheder, såsom løsagtig omgang med krydderierne herhjemme.
Hvorfor han skulle have huen på aner jeg ikke, men et godt forslag kunne være, at den i den grad er rædselsfuld og derfor ganske skræmmende. Dette vil måske foranledige, at personalet, bare denne ene gang, husker den afgivne ordre i mere end 20 sekunder. Så skulle der nemlig være en chance for, at der kommer det bestilte på bordet, når vi forventningsfulde (løgn) pakker det ud herhjemme.
Det sker ikke ret ofte, at der er det bestilte i poserne ved hjemkomsten, men McDonald er måske gået ind i et projekt, som giver plads for personer med Alzheimer, demens og lettere til middelsvære udfald i hukommelsesdelen af hjernen. Det er der meget der tyder på…