5

Professionelt selvværd…

Se nu er det, at jeg gerne vil stable en eller anden tema-dag på benene for mine kolleger. Den skulle gerne, som overskriften siger, handle om professionelt selvværd.
Professionelt selvværd som i at få skabt et miljø hvor netop det blomstrer. Skabe rammer hvor det i langt højere grad handler om at fokusere på og påtale det kollegaen er god til, fremfor at fokusere på det modsatte. Give grobund for stærkt professionelt selvværd, tryghed til at udvikles og mulighed for at vokse. Mennesker vokser så smukt når de anerkendes, så det kunne jeg ønske, at vi blev bedre til.

Ønsket er fromt, men fra ønske til handling er der tilsyneladende langt. Jeg har virkelig store problemer med at finde en person udefra, som kan komme og give et oplæg, som så gerne skal være starten på en proces, hvor vi arbejder bevidst med at give hinanden trivsel, tryghed og substraler i massevis, så vi vokser og bli’r endnu bedre mennesker privat og ikke mindst professionelt.

Nu tænker jeg så, at der måske sad et menneske et sted ude i det regnvåde Danmark, som tilfældigvis ved lige præcis hvem det er jeg leder efter. Skulle det vise sig at være tilfældet, skal du være mere end velkommen til at smide en kommentar her. Mere end velkommen…

Du vil sikkert også kunne lide