I morgen skal jeg stå fadder. Jeg har det underligt med det. Jeg har sagt ja.
Jeg har det ikke spor underligt med at forpligte mig i forhold til den yndige lille pige. Jeg vil alligevel altid være der for hende. Være opmærksom på hende og hendes videre færd. Hun og hendes søster vil altid have en del af min opmærksomhed, for jeg holder af deres forældre og ikke mindst af tøserne.
Jeg har det mærkeligt med det, fordi det jeg gør kolliderer med min manglende tro. Eller manglende traditionelt kristne tro. Jeg står garant for, at denne yndige lille pige bliver opdraget i den kristne tro og det er her det hele glipper en smule for mig, for jeg kan sagtens garantere det, hvis det virkelig er det forældrene ønsker, men jeg tror ikke selv. Det ved de godt, forældrene. Jeg kan også sagtens stå i kirken, selvom det sjældent ender med en god oplevelse for mig. Jeg savner nærvær og fornemmelse for virkeligheden, når jeg står der.
Forældrene har deres egne grunde til at bede mig om dette. Jeg kender ikke de grunde, men jeg er heldigvis sikker på, at forældrene kender mig og mine holdninger. Jeg vælger at tro, at det blandt andet er mine livsværdier og holdninger, som gør mig til en af de udvalgte.
Jeg vælger at gå ind til den lille piges dåb med min egen version af hvad fadderskabet indebærer. For mig indebærer det, at jeg forpligter mig på, at være til stede i hendes liv. Måske ikke som en konstant, men i hvert fald så tilstrækkeligt meget, så jeg har en fornemmelse af om hun trives. Jeg forpligter mig til, at sørge for at hun får mulighed for at vokse og gro til et rummeligt, rart og venligt menneske. Jeg forpligter mig til at være garant for, at hun vokser op i et trygt hjem. Jeg vil også være garant for, at hendes liv ikke skal være sværere end nødvendigt, hvis jeg kan gøre en forskel.
Jeg forpligter mig til, at sørge for at hendes opvækstbetingelser er gode. Med eller uden mor og far. Jeg foretrækker versionen med, men skulle det ske, at hun mistede dem, vil jeg sørge for, at hun får kærlighed, opmærksomhed og livsværdier, som ruster hende til det voksenliv, som venter ude i fremtiden.
Jeg vil sende hende livsduelighed, glæde over livets mangfoldighed og håbe, at hun får en let gang over jorden, når præsten døber hende i morgen formiddag.
8 kommentarer
Anne Ottosen
27. september 2004 at 18:38Ja, med din holdning ville jeg heller ikke have nogen bet?nkeligheder. :-)
Liselotte
27. september 2004 at 18:32Det er jo netop det. At v?re hyklerisk er kun alt for let, derfor mine bet?nkeligheder. Jeg v?lger at sige, at er der en Gud, har han ogs? plads til tvivlere som mig…
Jeg har det fint med at v?re fadder. Jeg kan sagtens snakke med barnet om kristendom og tro. Jeg kan s?rge for, at barnet bliver indf?rt i den kulturelle institution jeg synes folkekirken er i dag, men jeg kan aldrig ubetinget sige, at jeg tilh?rer den tro. Det st?r der heller ingen steder, at jeg skulle kunne.
Anne Ottosen
27. september 2004 at 15:49Jeg vil s? lige v?re modsat: Vi valgte p? forh?nd min ?ldste storebror og hans kone fra som faddere. Et par m?neder forinden havde f?et deres datter d?bt, og s? sidder de om aftenen efter, at pr?sten har v?ret der for at aftale formaliteter, og siger “ja, det er godt, at han ikke spurgte, om vi tror p? noget af det – det er bare s?dan en social samfundsting at f? sit barn d?bt”. Der blev jeg harm. Hvordan kan de sige “ja” p? deres barns vegne, n?r de sidder og siger s?dan noget?
Af samme grund har jeg det lidt ambivalent med folk, der st?r faddere uden at tro bare lidt p? den hellige, almindelige kirke, s? at sige. Men et eller andet sted kan man vel med en vis rimelighed sige, at det er op til folks egen fortolkning, og man v?lger vel kun faddere, som man kender godt, og som man ville kunne betro sine b?rn i enhver given situation. :-)
Omvendt vil jeg s? sige: Vi har et vennepar, hvor han har st?et fadder til sin nev?, og han har kun h?n til overs for kirken og folk, der tror p? noget som helst organiseret religi?st. S? synes jeg, at det er direkte hyklerisk at st? fadder. Men alts?, de kom heller ikke i kirken til vores barned?b, fordi de ikke gad st? tidligt op, s? de kom til maden…
Liselotte
26. september 2004 at 18:16?h ja… det var nu rart med jeres kommentarer, for de befrier mig for en del af de bet?nkeligheder jeg havde.
Jeg blev helt svedt ved modtagelsen af fadderbrevet, som f?lger med som dokumentation for, at jeg nu og for altid, st?r opf?rt i kirkebogen som fadder for den lille pige. Alligevel var jeg selv n?et overens med, at skulle der eksistere en Gud, er han formentlig rummelig nok til ogs? at have plads til en tvivler som mig ;-)
En rigtig dejlig dag for?vrigt :-)
Robert Piil
26. september 2004 at 15:42…og s? fladt jeg lige over den her, via Jesper (webmercial), som giver svar p? alt der er at ide om Gud:
http://www.400monkeys.com/God/
Robert Piil
26. september 2004 at 15:34Selvf?lgelig kan du st? fadder selv med din tvivl. Folkekirken er stadig rummelig nok til ogs? at kunne omfatte din m?de at v?re kristen p?. Om den s? vil blive ved med at v?re det, er en helt anden sag, som m?ske nok kunne se lidt mere dyster ud.
tok
26. september 2004 at 08:46For mig kommer det an p?, hvordan den kristne opv?kst forst?s. Hvis for?ldrene ellers er normale og fornuftige, men blot har valgt at tro, p? en tolerant og ?ben m?de, s? er det fint. Men hvis de var fundamentalister eller sekteriske, s? ville jeg formentlig takke nej.
Susanne
25. september 2004 at 21:58Jeg kan sagtens f?lge dine tanker her. Jeg havde det p? pr?cis samme m?de i sin tid for 16 ?r siden, da jeg stod fadder til min niece. Masser af tanker for og imod, med udgangspunkt i mit manglende forhold til folkekirken. Men selve det – at forpligte mig til at v?re der for hende – om s? det er med udgangspunkt i en folkekirkelig kristen tro, eller min egen personlige livsholdning og de v?rdier, hendes for?ldre jo godt vidste, jeg st?r for – valget var egentlig givet da det kom til stykket.