At stå… kan jeg sagtens…

I morgen skal jeg stå fadder. Jeg har det underligt med det. Jeg har sagt ja.

Jeg har det ikke spor underligt med at forpligte mig i forhold til den yndige lille pige. Jeg vil alligevel altid være der for hende. Være opmærksom på hende og hendes videre færd. Hun og hendes søster vil altid have en del af min opmærksomhed, for jeg holder af deres forældre og ikke mindst af tøserne.

Jeg har det mærkeligt med det, fordi det jeg gør kolliderer med min manglende tro. Eller manglende traditionelt kristne tro. Jeg står garant for, at denne yndige lille pige bliver opdraget i den kristne tro og det er her det hele glipper en smule for mig, for jeg kan sagtens garantere det, hvis det virkelig er det forældrene ønsker, men jeg tror ikke selv. Det ved de godt, forældrene. Jeg kan også sagtens stå i kirken, selvom det sjældent ender med en god oplevelse for mig. Jeg savner nærvær og fornemmelse for virkeligheden, når jeg står der.

Forældrene har deres egne grunde til at bede mig om dette. Jeg kender ikke de grunde, men jeg er heldigvis sikker på, at forældrene kender mig og mine holdninger. Jeg vælger at tro, at det blandt andet er mine livsværdier og holdninger, som gør mig til en af de udvalgte.

Jeg vælger at gå ind til den lille piges dåb med min egen version af hvad fadderskabet indebærer. For mig indebærer det, at jeg forpligter mig på, at være til stede i hendes liv. Måske ikke som en konstant, men i hvert fald så tilstrækkeligt meget, så jeg har en fornemmelse af om hun trives. Jeg forpligter mig til, at sørge for at hun får mulighed for at vokse og gro til et rummeligt, rart og venligt menneske. Jeg forpligter mig til at være garant for, at hun vokser op i et trygt hjem. Jeg vil også være garant for, at hendes liv ikke skal være sværere end nødvendigt, hvis jeg kan gøre en forskel.

Jeg forpligter mig til, at sørge for at hendes opvækstbetingelser er gode. Med eller uden mor og far. Jeg foretrækker versionen med, men skulle det ske, at hun mistede dem, vil jeg sørge for, at hun får kærlighed, opmærksomhed og livsværdier, som ruster hende til det voksenliv, som venter ude i fremtiden.

Jeg vil sende hende livsduelighed, glæde over livets mangfoldighed og håbe, at hun får en let gang over jorden, når præsten døber hende i morgen formiddag.