3

Panik før lukketid…

Der er pakket og jeg er næsten klar. Som sædvanlig skal jeg lige nå at panikke. Overbevise mig selv om, at der er tusinde ting jeg har glemt. Gå i spåner over, at der formentlig ikke er til at skaffe en tandbørste i hele kongeriget Norge, når jeg nu opdager at min ligger herhjemme. Være sikker på, at der ikke kan skaffes strømper, mad, drikke, sikkerhedsnåle eller lignende, så det derfor er absolut tilrådeligt, at jeg pakker ekstra nødforsyninger i tasken.

Ydermere skal der være klæder til alskens uforudsete og adviserede begivenheder. Der er f.eks. en frokost, som serveres udendørs. Altså ikke fordi jeg er sart, men med de 13 grader de lover den dag, kræver det mere end en almindelig halvtynd sensommerpåklædning.
Desuden er der en festmiddag. Hvor festlig er en festmiddag? Er det langt, kort, pailetter, tiara eller bare sår’n en gennemsnitsligt opgraderet udgave af Liselotte de ønsker at se? Det bli’r altså det sidste. Jeg duer ikke til resten.

Skal jeg have de turkise briller med? Naaa… er de ikke en tand for vovede. Nu kommer jeg jo fra nordjylland, så forsigtig er mit mellemnavn. Måske jeg bare skulle tage de sorte med. De kan lis’som gå til alt, som mor ville sige.
Går det an med en stribet bluse. Kan det være okay, eller er der bare for meget visuel støj når vi kombinerer Liselottes heftige talestrøm med en tværstrib i sort og hvid.
Vil det være passende med en vandrestøvle. Ja, bestemt. Det er da Norge. Men så er der ligesom ikke rigtigt plads til andet fodtøj. Men hvad skal man forøvrigt også med andet. En vandrestøvle kan fint gå til en festmiddag, når nu det alligevel ikke bli’r med tiara og den slags. Og er de forøvrigt ikke også sår’n lidt “naturlige” deroppe i Norge. De finder sikkert sagtens forståelse for, at jeg har været nødt til at tage rågummisålen med til fest.

Ak ja, livet er en stor overraskelse, så mon ikke bare jeg skulle se af at få lukket den taske…

Du vil sikkert også kunne lide