11

At være nøgen…

“Hvordan har du det med at være nøgen?”, spurgte han så…

Hvordan jeg har det med at være nøgen kan ikke besvares enkelt og bestemt heller ikke uden en uddybning af de nærmere omstændigheder i forbindelse med nøgen-seancen. Jeg har meget varieret syn på at optræde nøgen og de er allesammen tæt forbundne med de rammer jeg skal være nøgen i. Jeg er jo mærkelig.

F.eks. er det ikke udtalt problematisk for mig, at være nøgen under omklædning og efterfølgende legemeafvaskning, når det altså foregår herhjemme, i en svømmehal, efter endt svedudsondring i forbindelse med al den sport jeg ikke dyrker og mere i den boldgade.

På stranden elsker jeg også at være nøgen. I Vesterhavet skal man være nøgen, synes jeg. Hjemme – og det her er sagt i al fortrolighed – kan jeg faktisk vældig godt lide at være nøgen og jeg optræder da også ganske ofte som Eva, men med den lille nødbremse, at et eller andet stykke heldækkende tekstil altid er indenfor rækkevidde.

Til gengæld ville jeg synes det var enormt pinligt, hvis jeg en morgen skulle glemme at iføre mig passende gevandter inden jeg forlod matriklen. Det er så pinligt – også for andre mennesker – at mødes i professionelle rammer, når den ene part er nøgen. Altså medmindre man arbejder inde på Gøglerbåden.

Jeg selv er vokset op med et meget afslappet forhold til den nøgne krop. I mit barndomshjem var vi ikke blufærdige. Sådan var det og det samme gør sig gældende for manden herhjemme. Til gengæld kom min svigerfar så også grueligt galt afsted for år tilbage på netop den konto…

Vi er helt tilbage i de småbornerte 60’ere, hvor svigerfar en dag står nede hos købmanden. Ind træder en af børnenes legekammerater. En yndig lille pige på omtrent 5 år. Min svigerfar hilser pænt på pigens mor, hvorefter han bukker sig ned for at sige pænt goddag til hende. Hun kigger ham lige ind i øjnene, hvorefter hun højt proklamerer:

“Jeg har set din tissemand!”

Svigerfar forsøger at forklare, for det er faktisk sandt. Pigen er om søndagen kommet op for at ville lege med børnene. Hun har ringet på hoveddøren, men ingen er kommet ud for at lukke op. Fortvivlet begynder hun at hamre på døren, for så må de da høre det derinde og ganske rigtigt. Svigerfar hører bankeriet og traver ud i gangen, hen til hoveddøren, for at kigge ud af dørspionen.

I mellemtiden er den lille pige blevet enig med sig selv om, at det bare er for underligt, at de ikke svarer derinde. Hun tager derfor en rask beslutning. Hun vil råbe ind af brevsprækken.

Resten er historie og endda en sådan en af slagsen, at den kom til at lyde alt for ynkelig den mandag nede i købmandsbutikken på Blegdamsvej.

Morale – lad være med at montere en brevsprække og har du en, skal du enten være tækkelig eller bortoperere den. Du ved nemlig aldrig hva’ der stikker næsen i din brevsprække næste gang du går forbi…

Du vil sikkert også kunne lide