6

Skrid pommes frites!

Nåmenaltså… jeg kan da godt se, når jeg er uønsket. Det skal der i hvert fald ikke herske tvivl om. Altså. Jeg forstår en fin hentydning. Da!

Når yngste demonstrativt kigger mig direkte i øjnene for herefter at vende ryggen til mig, på trods af at jeg holder lige ude foran hende og kammeraten, som skal med hjem på visit, så jeg er jeg ligesom klar over, at det ikke er nu jeg skal smide fordøren op i ansigtet på hende og skrige: “Hva’ så der? Skal I ha’ et lift?”

Så kører jeg bare forbi med en tilfældig hånd smidt i vejret til distræt hilsen. Når de så kommer våde og forkomne hjem, skal jeg sige: “Århhh nej, søde børn. I er heeelt våde. Vil I ikke have en kop varm kakao?”. Og når kammeraten så spørger om det ikke var mig, som vinkede til dem oppe ved skolen, skal jeg med en troværdighed i stil med Ghandis, sige: “Nej, det var det IKKE. Men det var måske en der lignede mig. Det var i hvert fald ikke mig da!”.

Jeg er go’ til at lyve, men gud ved hvad der er så spændende ved at spadsere 3 kilometer med tonsetung oppakning… Hmmm…

Du vil sikkert også kunne lide