Nogen gange skal jeg skynde mig alt for meget. Det skal jeg lige nu. Der er alt for meget som ikke nåes, eller i hvert fald ikke nåes, så jeg kan være tilfreds med kvaliteten af det. Det er frustrerende og ikke mindst trættende. Jeg bliver virkelig træt, når det eneste jeg oplever er, at jeg konstant er bagefter og derfor ikke kan levere et ordentligt stykke arbejde uanset om vi snakker menneskelige relationer eller bare ganske almindelige praktiske ting. Det går ikke. Ikke i ret lang tid i hvert fald.
Nogle af tingene kan barberes væk. Det er gjort. Resten skal jeg bare nå og det er her snoren knækker, for jeg bryder mig ikke om at skulle skynde mig. Jeg kan lide at have travlt, men jeg vil ikke skulle skynde mig. Det er for mig to forskellige ting.
En af de afgørende forskelle er, at man godt kan have travlt og alligevel levere et stykke arbejde, som man kan være tilfreds med. Jeg arbejder i virkeligheden nok bedst under en smule pres og jeg er ualmindelig dygtig til at organisere, så jeg når mange ting på kort tid, men…
Når jeg først skal skynde mig, går det galt. Så kan jeg ikke længere fokusere og jeg mister hurtigt fornemmelsen af selv at bestemme. Jeg føler, jeg overgiver mig til skæbnen eller det der er værre. Usikkerhed og afmagt. Det er jeg ikke god til.
Jeg vil helst selv kunne disponere, lede og fordele. Jeg er i virkeligheden alt for doven til andet, så jeg har et problem for øjeblikket. Det er ikke mig der bestemmer. Det er alt det udenom. Det bestemmer, at jeg skal skynde mig.
Måske er det så mig der bestemmer, at jeg skal stresse over alt det jeg skal, men formentlig ikke når. Jeg burde lade være med at stresse og i stedet være tilstede i nuet. Jeg burde se af at blive klogere i en allerhelvedes fart…
2 kommentarer
Liselotte
7. september 2004 at 20:26Ja, det var nu mere for tiden end det var i ?jeblikket, hvor jeg skrev her ;-)
Men… jeg kender godt det med n?sten at blive handlingslammet fordi der er for meget at n?. Ikke specielt praktisk ;-)
Robert Piil
7. september 2004 at 19:50Kender du s? det, n?r man rigtig skal skynde sig. S? g?r man helt i st? og bruger mindst lige s? meget tid, som man havde brug for til at f?rdigg?re det man f?rst ville have n?et, p? noget andet totalt irrelevant. P? at blogge fx ;-)
(eller det at du skulle skynde dig ligenu, bet?d m?ske bare for tiden?)