Må man godt slå dem?

Endnu en solrig dag venter forude, så planerne er som følger:

– vattæppe
– kaffe
– bog
– stilhed – og ja, jeg slår de unger ihjel…

Underligt som man vokser fra lyden af barnegråd. Eller måske er det nærmere det, at man igen bliver følsom overfor den. At man igen reagerer umiddelbart og derfor rejser sig hurtigere end det indre gyroskop kan kapere, når man hører et barn græde i umiddelbar nærhed.

Vi har fået nye ???bagboere??? som inkluderer 3 småbørn i alderen 0 – 4 år. Mor og far synes, at det er fint at poderne konstant skifter mellem at skrige, græde desperat, græde ynkeligt, græde ulykkeligt og powergræde alt imens de flimser rundt i min baghave og konspirerer omkring den bedste metode til at skræmme livet af mine høns.

Sidste fornuftstomme tiltag var, at sætte mellemste ud i barnevognen, hvor han skreg og græd konstant i 1½ time, formentlig fordi mor og far ikke gad ham indenfor mere. Jeg gad ham heller ikke udenfor og det har jeg tænkt mig, at de snart skal have at vide.