Generelt er jeg ikke meget for at udtale mig kategorisk. Om noget som helst. Det er nu skønnest at kunne vende med vinden. Sådan bare til husbehov.
Jeg ved ikke hvad det er der sker, men jeg udtaler mig konstant kategorisk om alt mellem himmel og jord. Vil du have min mening, så får du den.
Jeg glemmer, at det mest praktiske er at være vendekåbe.
Slask!
“Det er det her jeg mener. Slut. Basta.”
Hvis ikke vendekåbe, så i hvert fald diplomat. Den slags kan betale sig for det andet ender altid med at ramme mig – hårdt – i nakken. Der er bare ingen vej tilbage, når man er så skide kategorisk. Altså man har jo lov til at skifte side, men den slags er ikke sådan at forklare, for med min inhabilitet når det kommer til diplomati, er det sin sag at bortforklare det jeg sagde for meget kort tid siden… med eftertryk.
Nu er jeg begyndt at tie i stedet for.
Når man ikke siger noget er der ingenting at blive ramt af.
Jeg keder mig lidt.
Jeg kan godt lide modvind.
I moderate doser.
Men jeg tier…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.