En sommerdag for længe siden…

Leifs far har hår på ryggen. Ikke bare en let og fin dunbesætning. Nej, det nærmer sig pels i stil med den en mellemstor gorilla kan fremvise. Det er derfor vi tror på den med Darwin, menneskeaber og vi stammer nok fra…

Leifs far skruer på sin bil. Altid. Nede i gården. Han har en garage, hvilket bestemt ikke er alle beboere forundt. Far har også en, men så er der også kun Jensens oppe på 1. der har bil foruden. De har den tredje og sidste garage.

Det irriterer os. Altså det der skruen på bilen i weekenden. Det betyder, at vi unger skal tage en masse hensyn. Vi må ikke larme for meget, så bli’r han skidesur og råber af os. Vi må heller ikke spille bold, for tænk om den ramte hans bil. Vilde lege er udelukket, for ve den der kommer for tæt på Opelen, så er der øretæver i luften.

Når Leifs far står bøjet over bilens motorrum kan vi se hårene på ryggen. Hårene kombineret med hans temperament og det faktum, at vi ikke må lege i gården, når han står der, gør ham til en hadet mand. Vi er sikre på, at han er en abe. Altså i virkeligheden.
Det bryder Leif sig ikke om. Faktisk gi’r han Kent en blodtud en eftermiddag, hvor vi igen har fået skældud over at larme for meget. Kent kalder Leifs far for en abe-psykopat. Ikke at nogen af os ved hvad en psykopat er, men det lyder ikke pænt og det er nok til at Leif må frem med næverne. Det ender med, at Kent løber hjem og sladrer hvorefter hans mor hurtigt indfinder sig, for at få opklaret hvordan i alverden han har fået den blodtud.

Kents mor og Leifs far ender op i et kæmpe skænderi. ???Ja, det er jo kendt i hele kvarteret, at du holder børnene som gidsler her i gården???, skriger hun hvorefter han svarer, at han aldeles ikke holder nogen gidsler, men at børn fandeme skal opføre sig ordentlig og høre efter hvad de voksne siger.
Herfra udvikler den sig i rask tempo. De skændes så vinduerne bliver smækket op i både for- og baghuset. Nysgerrige madammer stikker hovedet ud og enkelte blander sig, så det ender op i det helt store drama.

I mellemtiden har vi unger placeret os i sikker afstand til det hele. Henne på trappen op til baghuset sidder vi allesammen og følger intenst med i herligheden. Glemt er alt om hår på ryggen, psykopater og blodtud. Der bli’r diskuteret livligt om udfaldet af skænderiet, som til sidst ender med, at Leifs far smider sin olieklud ned i motorrummet og proklamerer, at han fandeme ikke gider at diskutere med dumme kællinger, hvorefter han marcherer hen til bagtrappen og smyger sig ind gennem døren.

Der er ingen af os som er i tvivl om, at det er en slagen mand der forsvinder, men vi siger det ikke højt. Der er alligevel grænser for hvor meget vi synes Leif skal bære den sommerdag…