At se er mange ting. Nogen gange har jeg ikke lyst til at se. F.eks. havde jeg tidligere i dag ikke lyst til at se skriften på væggen. Jeg lod ignorant være med at tage mine forholdsregler, så pludselig var jeg informeret, i detaljer, om et ældre ægtepars sexliv, eller mangel på samme. Jeg har set ud som var jeg faldet ned fra månen.
Jeg skulle have set det komme. Jeg skulle have set skriften på væggen. Måske skulle jeg have set mit snit til at stikke af. Set af at komme ud af røret med andre ord. Heldigvis kunne jeg bagefter se komikken.
Man kan også se alvorligt på noget. Måske skulle jeg se alvorligt på min altid nærværende evne til ikke at se det komme. Set over en bred kam, er mine evner til at se tingene fra den lyse side heldigvis medvirkende til, at jeg nogen gange får set tingene gennem nye briller.
At se tingene gennem nye briller er også medvirkende til, at jeg får set lyset. Sådan som jeg ser det, er det vel i grunden ikke så ringe… at se lyset… bare den der sjældne gang ind imellem.
Jeg skal bare huske at se det komme…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.