13

De skulle skamme sig…

Klokken er 12 og jeg har spildt hele formiddagen på at fjerne uønskede pop-up reklamer på min computer. Normalt får jeg ikke den slags, fordi jeg er rimeligt omhyggelig og selektiv, når jeg henter ting hjem fra internettet, men denne gang forregnede jeg mig.

Et stort og anerkendt firma har lavet en database til at holde styr på madopskrifter. Praktisk så det ud til at være og med mulighed for at downloade det og prøve det i en periode var der ingen grund til at tøve… troede jeg…

Jeg er blevet meget klogere. Og meget irriteret. Og meget forarget, fordi jeg synes den skjulte invasion af mit privatliv er moralsk forkastelig, men tilsyneladende er producenterne af ovenstående program ikke enige.
I forbindelse med installationen af det omtalte program blev der ligeledes lagt et andet lille program ind, som løbende har introduceret mig for gode tilbud på alt fra surfboards til herresokker.
Altsammen overflødigt skidt, men mest af alt skide irriterende fordi de ikke gjorde opmærksom på, at det var “betaling” for at få lov til at afprøve deres program og dernæst bestemt heller ikke har ulejliget sig med at fortælle mig hvad det var for et program. Hvad det hed og hvor det lå og allervigtigst, hvordan jeg slettede det.

Det er det tiden er gået med. At finde ud af hvad det var for et program. Hvad det hed og sidenhen hvordan det kunne slettes, for det var naturligvis ikke for nemt.
Det skulle lokaliseres i registreringsdatabasen og slettes derinde fra og det er her mit raseri tager fat, for nok kan jeg gøre det… men der er sørme mange mennesker, som anvender computer derhjemme, men som ikke kan gøre den slags. Det burde efter min mening heller ikke være nødvendigt.

De skulle skamme sig…

Du vil sikkert også kunne lide