Umanerlig smukt…

“Hold da op. Så kan man vist ikke komme længere ud på landet”, var gemalens kommentar til vores udflugt op nordpå og ret havde han. Vi var virkelig på landet. Helt derude hvor det er tvivlsomt om kragerne nogensinde kommer, men ikke desto mindre var vi taget derud, for at se hvordan livet leves i den krog af verden…

Vejret viste sig fra den skønneste side, så eftermiddagen blev tilbragt udenfor, inden vi trak ind for at spise til aften. Efter god mad og vin, blev vi enige om, at den lille gåtur ville være dejligt og her skal jeg love for vi fik hest.

De nye genboer har endnu ikke fået sat strøm til hegnet omkring folden, hvor de har to heste gående. Den ene har fundet ud af det. Den stod ude midt på vejen udenfor huset, da vi kom ud. Rigtig rar var den og selvom jeg er rædselsslagen når heste er indenfor en radius af 5 meter, formåede jeg at bevare fatningen, da Alexander rakte armen ud for at snakke med den. Hvilket den i utilstedelig grad var villig til…

Jeg synes selv jeg ser ganske fattet ud…

Efter at have fået gennet hesten, som viste sig at hedde Hannibal, ind i folden igen, gik turen ud af landevejen, som vel mest af alt udgjordes af to hjulspor, som de nyligt havde asfalteret lidt tilfældigt. Der var smukt derude. Rigtigt smukt. Stille og duftende. Rødt, for solen var på vej ned. Efter en rask travetur ventede kaffen og jordbær med is på dem som kunne. Vi kunne lidt, men så var det altså også hjemad efter en rigtig dejlig dag.