… og når det ringer, skal vi stille os i 2 rækker nede i gården. Der står vi så og venter til læreren kommer og henter os. Når læreren endelig kommer, bliver vi ført ind i klasselokalet. Vi træder forsigtigt og stille og inden der er gået to minutter, har vi allesammen hængt vores skoletasker på knagen på siden af bordet. Vi står bag hver vores stol og venter på at læreren sagde: ???Vær så god at sætte jer???, hvorefter vi trækker stolene ud og sætter os ned med hænderne samlede på bordet foran os.
Vores lærere hedder Fru Christensen, Hr. Hansen og Hr. Clausen. Vi ville aldrig vove at kalde dem ved fornavn, men jeg tror faktisk heller ingen af os ved hvad de hedder til fornavn.
I frikvarteret springer vi buk nede i skolegården foran toiletterne. Der er sådan et godt håndtag at holde i, når man ???er den???… Ellers kan vi lege krig i den store del af gården, eller måske vove os hen for at se hvad de store laver. Ingen tør lave ulykker for gårdvagten har et helt bestemt tag i øreflippen, som får tårerne frem i selv de sejeste af drengenes øjne…
… og når det ringer, kaster vi os uordentligt ind i klassen med temmelig meget forsinkelse. Kirsten bruger lang tid på at få os til at være stille…
Vores lærere hedder Kirsten, Henning og Thorkild. Vi siger du til dem og må gerne afbryde deres undervisning, hvis der er noget vi vil sige. Vi får undervisning, som er baseret på ligeværdig udveksling af erfaring og viden og med ansvar for egen læring.
I frikvarteret står vi sammen med lærerne og diskuterer kommunisme, seksualitet og fordelene ved barselsorlov til fædre. Hvis der er ballade i et hjørne af gården, står der straks 2 lærere for at tage en snak med de involverede om mere hensigtsmæssige måder at løse konflikter på. Der snakkes længe og bli’r de ikke færdige inden det igen ringer ind, råbes der tværs gennem gården, at der lige skal gi’s besked til ungerne om at de involverede bli’r en smule forsinkede…
Det lyder som to forskellige generationers beskrivelse, men det er sådan min skolegang har været. Kulturchokket var lang tid om at lægge sig, efter jeg skiftede skole midt i 6. klasse!
Jeg foretrak klart den sidste skole, selvom kravet om konsensus ind imellem satte min tålmodighed på prøve.
Oline går i friskole, med valgmuligheder som inkluderer store flydepuder på gulvet i klassen, har du lyst til dansk eller naturfag og gider du ikke gå i skole i dag – nå men så smut ud på legepladsen lidt. Det duer også til hende…
7 kommentarer
Fr. M?ller
10. juli 2004 at 18:39Tilf?jelse: Mit hjem var ikke overdrevent autoritativt. Til geng?ld l? det i luften, at n?r man “kom i skole”, var man “stor” – og forventedes at opf?re sig anderledes end i b?rnehaven…
Det bakkede skolen – dengang – op omkring – ved at stille nogle forventninger til os. Som vi – som jeg husker det – gerne ville im?dekomme.
Jeg er fra tiden med 60-minutters lektioner. Da det blev sk?ret ned til 45, var det d?leme ikke, fordi l?rerne alligevel skulle bruge et kvarter p? at f? os til at holde op med at gynge i gardinerne. N?r timen startede, sad vi p? vore pladser og var det, man kalder “parate til at modtage undervisning”. For s?dan havde vi l?rt, at det var. Og det var i grunden ikke s? galt…
Fr. M?ller
10. juli 2004 at 18:30Jeg genkender f?rste del af beskrivelsen og havde ingen problemer med at finde mig til rette med systemet. Overgangen – for mit vedkommende med starten af fjerde klasse – var ikke helt s? drastisk, som Liselotte beskriver. Men foruroligende t?t p?.
Havde jeg kunnet v?lge, var jeg blevet p? Jernbanegades Skole i Odense. Det lod sig bare ikke g?re – skolen blev nedlagt, og klassen spredt for alle vinde.
Min klassel?rer-rinde i Odense hed B. Ravnstedt. Hun var en pragtfuld p?dagog – men ogs? af den overbevisning, at hendes tilf?ldige fornavn var hendes gerning uvedkommende. Hun var Fr. Ravnstedt – hverken mere eller mindre.
Og tog vi skade af at l?re k?kultur – jeg tvivler… Skulle det endelig blive p?vist, vil jeg til geng?ld p?st?, at vi er omtrent den sidste generation, der bare KAN “skrive, stave og s?tte kommaer”. Jeg er fra 1962…
Liselotte
10. juli 2004 at 08:17Lussinger s? jeg aldrig, men ?revrid og up?dagogisk optr?den var hverdag p? den f?rste skole. M?ske ogs? ?ret?ver, men alts? ikke nogle jeg s?… i hvert fald var det en meget gammeldags skole, som man allerede dengang snakkede om burde forny sig.
At forny sig er besv?rligt og upraktisk, hvis man alligevel er udbr?ndt l?rer uden k?rlighed til b?rn eller sit fag, s? det lykkedes aldrig at forny skolen, som siden er endt som musikkonservatorium.
Patricia
10. juli 2004 at 06:18Det var lidt det samme kulturchok jeg var ude for, da jeg skiftede skole midt i 5. fra Spanien til Danmark. Alts? bortset fra, at den danske skole ikke evnede at v?re s? gennemf?rt som den du beskriver. Sm?k i skolen n?ede jeg heldigvis aldrig at f?, da jeg var den typisk stille og artige pige.
Hvor er det godt at vide at der findes alternativer til den traditionelle folkeskole, der form?r at tage hensyn til b?rnenes individualitet.
David Blangstr
9. juli 2004 at 23:17Jeg pr?vede det omvendte. Startede i en progressiv skole i 1960 og vadede lige ind i den sorte, m?rke middelalder 5 ?r senere. Jeg kendte ikke til lussinger, svedere, etc. men det kom jeg desv?rre til.
Liselotte
9. juli 2004 at 12:38Selvf?lgelig bliver man skadet af at blive sl?et. Man mister tillid i bred forstand, s? det er der nok ikke tvivl om.
Jeg fik virkelig et kulturchok dengang. Det var stort… og dejligt befriende :-)
Donald
9. juli 2004 at 12:27ER du bimmer?! S? stor forskel var der ikke for mig. Skiftede fra Rahbekskolen 1958 til et gymnasium, hvor tonen nok var mere h?visk.
Men det, som jeg opdager, er, at jeg har sv?rt ved at huske, hvor mange gange jeg blev sl?et i underskolen, men sl?et blev jeg. Og jeg tror ogs? at jeg tog skade af det p? et eller andet plan.