Oline sidder ved computeren og tjekker for rundt regnet gang nummer tohundrede sin email. Sukkende og lettere frustreret opgiver hun at lokalisere nye og ulæste meddelelser, mens hun stille lukker programmet igen…
– Jeg synes du sukker sådan…
– Ja, der var ikke nogen mail fra Malthe endnu…
– Århhh… hvor var det synd.
– Årh… hold mund! Helt ærligt – jeg har jo ikke andre at kommunikere med!
Nå nej, sagde jeg så. Jeg så ingen grund til at påpege, at hun herhjemme har to forældre, som begge taler. Vi “tæller” ikke med i det store kommunikationsregnskab, når man er 9 år gammel. Så meget ved jeg da…
3 kommentarer
Slagt en hellig ko… » Løb for livet…
27. januar 2006 at 22:41[…] Yngste har endelig fået klassekammeraten (Malthe, I ved…) på besøg, så ikke et øje er tørt… eller sagt med andre ord. Her er endelig blevet fred. Ingen lamme spørgsmål om hvad klokken er. Ingen irriterende filosoferen over hvor langsomt tid nogen gange kan gå. Ingen plagerier om vilde indkøbsraids, for at slå tiden ihjel. Bare salig efter-julefred. Næsten. For de spiller… […]
Liselotte
7. juli 2004 at 08:14Du har helt ret. Om nogle ?r er hun vel knapt hjemme p? matriklen l?ngere, men det kan vise sig at v?re helt rart ogs? ;-)
Nick
7. juli 2004 at 06:05Tjah – om 6 ?rs tid skal du vel nok v?re glad, hvis du blot n?r at skimte hende i h?j fart, et par gange om dagen. Nyd det mens du kan, selvom du m?ske f?ler dig fanget i en stumfilm hvad det ang?r ;)