10

Og de ku’ ikke engang en løgnehistorie…

Vi skulle have en lampeskærm.

Vi skulle bare have en lampeskærm, men naive er vi ikke, så vi tog bussen, hvilket viste sig at være godt for flere end os selv.

Vi havde besluttet os for en tur i IKEA. Måske med et smut indenfor ILVA nu vi alligevel var i nabolaget. Vi skulle bare kigge og der er jo udsalg så deeeeet…

Vi var nået op til nedkørslen til motorvejen mod Århus, da vi så dem. De stod pænt i vejkanten med et skilt hvor på der stod ???Århus tak???. Det passede jo vældig fint, så vi smed bussen ind i vejkanten og bad dem hoppe ind. De var glade. Skulle ned for at besøge en ven i midtbyen, men inden skulle de jo altså have fundet et lift, for som fattig studerende er der ikke penge til luksus som en togbillet. De var heldige, for vi skulle som sagt den vej og mod en god historie, er vi altid til at lokke.

Desværre havde de ikke nogle gode historier at fortælle. De så ellers ret spændende ud. Sådan lidt alternative og hippie-agtige, men ak og ve…
Måske er det mig. Nej, det er helt sikkert mig, der er gået helt bagud af dansen. For nok var de fattige studerende og nok ville de gerne gratis til Århus, men mobiltelefon det havde de da. Så godt og vel. Han havde to. Hun dog kun en, men sikke hun kunne bruge den.

Undervejs på turen fra Ålborg til Århus prøvede jeg at komme i snak med dem, men hver gang jeg troede, at nu var vi ved at varme op til lidt af den gode historie, der næsten altid gemmer sig bag et nyt menneske – ja, så ringede mobilerne, eller det tikkede ind med uopsættelige sms’er, som nødvendigvis måtte besvares prompte.
Der var en ringen og en bimlen fra bagsædet, som til sidst gjorde, at jeg fremdrog min avis for herefter løbende at informere manden om set og sket det sidste døgn. De unge mennesker passede sig selv, hinanden og deres respektive mobiltelefoner lige indtil vi ramte IKEA, hvor de steg af med et – jo, det var det – sødt smil og en tak for turen og så var de væk.

Der er minus underholdning i blaffere disse dage. Hvis de ikke snart tager sig sammen, lader jeg dem sgu stå i vejkanten næste gang vi mødes…

Du vil sikkert også kunne lide