1

Sommervejr…

image

Mens bierne i min timian synes at være fuldstændigt upåvirkede af vejret, kan man se mig løbe ind og ud af terrassedøren, for at fange bare lidt af tørvejret. Lige nu fornemmer jeg solskin udenfor og det er næsten nok til, at benene per automatik begynder at flytte mig ud i haven. Der er så dejligt derude, for sommeregn er noget af det bedste der findes, men vådt tøj over længere tid er ganske upraktisk og sikkert heller ikke særligt sundt. Derfor er det ind og ud…

Alexander er placeret inde i væksthuset og har fin udsigt til mit projekt, nemlig etablering af noget som med god vilje kunne ende som et nydeligt blomsterhav. I hvert fald bli’r det bedre end det sammensurium af humle, brændenælder og anis-isop der før havde overtaget kontrollen derude. Nu sætter vi lavendler og sankthansurt og tror på, at det bliver pænt.

Vejret ER da kedeligt, når man trænger til sommer og varme, men på den anden side, så er regnvejr jo bestemt ikke det værste jeg ved. Sommerregn er endda noget af det bedste. I dag har vi fået sommerregn herovre i det nordlige jylland. Altså regn, som falder stille og roligt fra himlen uden den kolde blæst, som ellers har været allestedsnærværende de sidste mange dage. Det er derfor vi har vovet os udenfor og det er derfor vi også godt gider at sidde stille sammen inde i væksthuset. Derinde er der lunt og ikke mindst smadderhyggeligt, når vi sidder og lytter til regndråberne, der rammer taget alt imens vi synger, snakker lidt om den forestående ferie og i det hele taget bare hygger os uden lillesøster…

Du vil sikkert også kunne lide